At have adgang til et sted i verden, hvor man kan føle sig hjemme, er et fundamentalt psykologisk behov. At afsavn af et sådan hjemsted er forbundet med psykisk smerte er kendt op gennem hele historien. Homer fortæller om Olysseus, at han rullede sig rundt på gulvet og græd, når han følte sig hjemløs, ved erindringerne om det hjem han havde forladt. I Det gamle Testamente (og senere i en kendt, melodisk Boney M fortolkning) hedder det: ”Ved Babylons floder, der sad vi og græd, når Sion randt os i hu.” Eksemplerne er uendelige.

Hjemmets betydning er, at være det faste arkimediske punkt, hvorfra vores verden går. Vi er ikke blot væsener, der bevæger os i et rum, men individer, der har rod og udgangspunkt. På denne måde er hjemmet med til at fastholde vores identitet. Den amerikanske psykolog Oliver Klapp siger det på denne måde: ”..rum æder identiteten. Hjemmet, på den anden side, giver identiteten næring. Det fortæller os hvem vi er.” Vort hjem afspejler os selv i en fysisk form. Den franske forfatter og filosof Gabriel Marcel udtrykker det således: ”Et menneske adskiller sig ikke fra sit hjem. Han ér sit hjem.” Omtrent den samme iagttagelse kan man finde hos John Steinbech i romanen ”Vredens druer”: ”Sjovt som tingene er. Hvis en mand ejer en lille ejendom, så bliver den ejendom ham. Den er en del af ham, den er ligesom ham.”

At føle sig hjemme i dybeste forstand er altså at få fortalt sin egen identitet i de fysiske omgivelser, på en sådan måde, at vi føler os trygge og opbyggede. Hjemme føler vi os, når de fysiske omgivelser med Klapp’s ord giver næring til vores identitet.
At have bopæl et sted er ikke automatisk det samme som at føle sig hjemme det pågældende sted. At føle sig hjemme, er med arkitekturprofessor Norberg-Schulz’ ord først og fremmest betinget af at kunne slutte venskab med de fysiske omgivelser. Det er et fundamentalt krav.


Udviklingshæmmedes behov

Boligtilbuddene for udviklingshæmmede forekommer på mange måder at være styret af en antagelse om, at ovenstående behov ikke er gældende for denne gruppe mennesker. At udviklingshæmmede ikke har den samme følsomhed i samspillet med de fysiske omgivelser.
Åndssvageforsorgens storinstitutioner blev jo ikke opført i ringeagt for de udviklingshæmmede. De var tegnet og opført ud fra en opfattelse af, at de fysiske omgivelser givetvis ikke betød så meget for de udviklingshæmmede, så derfor kunne man lige så godt indrette dem så de både var omkostningslette og praktiske for personalet, med f.eks. store spisesale og håndvaske og brusere i lange rækker.
Selv i 60’ernes og 70’ernes diskussioner, der ledte frem til nedlæggelsen af åndssvageforsorgen og den massive udflytning fra institutionerne til mindre boformer, leder man længe efter arkitekturpsykologiske argumenter. Hovedsynspunktet var, at vi i et velfærdssamfund ikke kan være bekendt at byde udviklingshæmmede storinstitutionernes boforhold. Derfor kom målsætningen til at handle om almindelig boligstandard i normaliserede omgivelser, mens få interesserede sig for, om det overhovedet var fysiske omgivelser udviklingshæmmede kunne føle sig hjemme i.
Få af os andre ville bryde os om, at blive spist af på den måde. For boligkøberen er det langt fra nok, at en bolig har den forventede standard. Det er i høj grad en afgørende faktor, at køberen fornemmer, at i de pågældende omgivelser er han eller hun i stand til at kunne føle sig hjemme. Det er de udviklingshæmmede sjældent blevet spurgt om, på trods af, at der for mange er tale om livsvarige opholdssteder.


Tennessee-undersøgelsen.

Videnskabelig forskning er ofte et velegnet redskab til at tage livet af fordomme. Enten ved at modbevise dem, eller ved at ophæve dem til fakta.

For få år siden tog en hold forskere fra Tennessee i USA fat i halen på firbenet og satte sig for videnskabeligt at undersøge om udviklingshæmmedes følelsesmæssige forhold til de fysiske omgivelser er lige så stærk som den er hos ikke-udviklingshæmmede.
Der er tale om et omfattende stykke forskningsarbejde udført efter stringente videnskabelige metoder.

Forskerne udvalgte 20 tilfældige bosteder for udviklingshæmmede i staten Tennessee. Det var alle bofællesskaber med ca. 8 beboere. Af bostederne var 8 placeret i storbyer, 10 i mindre byområder og 2 i landdistrikter.
De 20 bofællesskaber blev nu videofilmet både udefra og i alle indvendige rum. På baggrund af videooptagelserne blev kopieret 5 lysbilleder af hvert bosted, der viste interiøret i de forskellige rum: dagligstue, badeværelse, spisestue o.s.v.
De i alt 100 lysbilleder blev nu blandet godt og grundigt. Herefter blev de først vist for en gruppe 17-21 årige college-studerende, der blev bedt om for hvert enkelt billede at angive graden af hjemlighed (homelikeness). Dette skulle ske på en skala fra 1 til 5, hvor 1 angav at billedet viste et interiør, hvor det var let at føle sig hjemme og godt tilpas, mens 5 blev givet for et interiør, hvor det var meget svært at føle sig hjemme.
Resultaterne viste, at der var en meget høj grad af ensartethed i den måde, de studerende afgav point på. Ikke alene var der stor enighed om, hvilke interører det var muligt at føle sig hjemme i, det viste sig også, at disse interiører stammede fra de samme bosteder. Sagt på en anden måde, så tilkendegav de unge, at der var bofælleskaber, hvor det var let at føle sig hjemme og andre, hvor det var svært.

Spørgsmålet var nu, om udviklingshæmmede – for hvem bostederne af de involverede typer var beregnet som livsboliger – vurderede på samme måde som de unge studerende.
Eksperimentet blev udvidet, så det omfattede hele 5 grupper: En gruppe studerende, en gruppe bestående af arkitekter, en gruppe af forstandere/administratorer for bosteder for udviklingshæmmede, en gruppe pårørende til udviklingshæmmede og en gruppe af personer med udviklinghæmning i mild til moderat grad. Ingen af personerne i de fem grupper havde nogen direkte tilknytning til de 20 bosteder på billederne. Det var altså ikke udviklingshæmmede som boede i de involverede bofællesskaber.
De fem grupper fik de 100 lysbilleder vist og på samme måde som i det tidligere eksperiment, blev de bedt om at pointgive hvert billede, efter hvor let de mente det ville være, at føle sig hjemme.
Som tilfældet var med gruppen af studerende i det indledende eksperiment, så viste alle fem grupper stor overensstemmelse i den måde de vurderede bostederne på. Grupperne var også indbyrdes i overensstemmelse med hinanden. De bosteder som arkitekterne havde vanskeligt ved at føle sig hjemme i, var de samme bosteder, som gruppen af udviklingshæmmede havde vanskeligt ved at føle sig hjemme i. Alle grupper var altså enige: I nogle af de 20 bosteder var det mere end svært at føle sig hjemme. Andre af stederne var det let.
Det er værd at bemærke, at alle 20 bosteder var moderne byggerier med ensartet boligkomfort. Det vil sige, at alle bostederne levede op til den standard, som vi også i Danmark forventer af boliger, der skal fungere som bofælleskab for ca. 8 udviklingshæmmede.

Hvor megen vægt skal man så lægge i, at udviklingshæmmede angiver, at nogle af disse steder er det vanskeligt at føle sig hjemme? Nogle vil måske mene, at dette føleri er et luksusproblem, når vi taler om, at der stilles moderne byggeri til rådighed med egne værelser med eget bad og toilet, moderne komfort og faciliteter. Er det ikke således, at nogle af boligerne måske nok ved første syn er mindre attraktive end andre, men med tiden skal man såmænd nok føle sig hjemme selv disse steder?
Forskerne gik et skridt videre for bl.a. at få besvaret et spørgsmål som dette.
Pædagogisk personale på alle 20 bosteder blev bedt om at udfylde en ABC-skala for hver enkelt af beboerne. ABC (Abberent Behaviour Checklist) er en af de mest velafprøvede og anerkendte ratingskalaer til screening af adfærdsproblemer hos udviklingshæmmede. Endvidere blev tilfældigt udvalgt 4 beboere på hvert bosted. Det var alle beboere med udviklingshæmning i moderat til dyb grad, som blev direkte observeret i tre dagligdags situationer: Ved spisning, i strukturerede arbejdssituationer og i ustrukturerede fritidssituationer. Ved hjælp af barkode-scannere registrerede forskerne adfærdsudtryk og sociale interaktioner mellem pædagoger og beboere.

Forskerne var klar over, at en lang række faktorer er medbestemmende for omfanget af adfærdsforstyrrelser. Det gælder f.eks. personalenormeringen, beboerens IQ, støjforhold, omfang af adfærdsproblemer som den enkelte beboer havde ved indflytning på bostedet, medicinering m.v. Disse faktorers indflydelse er det imidlertid muligt ved advancerede statistiske metoder at eliminere på særdeles pålidelig måde. Det gjorde forskerne, og man skulle så forvente, at omfanget af adfærdsproblemer og den sociale interaktion herefter var nogenlunde ens for alle bostederne. Det var den imidlertid ikke. Derimod viste der sig at være en signifikant sammenhæng mellem visse former for adfærdsforstyrrelser og de bosteder, hvor andre udviklingshæmmede tidligere i undersøgelsen havde givet udtryk for, at de ville have vanskeligt ved at føle sig hjemme.
Stereotype adfærdsformer var mere udbredt i disse bosteder. Det samme var omfanget af aggressiv adfærd og hyperaktivitet. Endvidere fandt man, at kommunikationen mellem pædagoger og beboere var af mere negativ karakter disse steder.

Forskernes resultater kan opsummeres: Af 20 moderne bofælleskaber for udviklingshæmmede var nogle bosteder lette at føle sig hjemme i, ifølge andre udviklingshæmmede. I andre af bostederne fandt de det vanskeligt at føle sig hjemme. De udviklingshæmmede, der boede på de bosteder, hvor de fysiske omgivelser gjorde det vanskeligt at føle sig hjemme, reagerede med højere grad af stereotyp adfærd, hyperaktivitet og aggressiv adfærd.


Nostalgia

Er det rimeligt at antage, at det at være tvunget til at bo i fysiske omgivelser, hvor det er svært at føle sig rigtig hjemme, giver sig udslag på denne måde?
Lad os tage en kort udflugt tilbage i tiden. I 1670’erne levede der i Bern en ung mand, der var så kvik til skolearbejdet, at forældrene besluttede, at han skulle sendes til Basel for at studere videre. I begyndelsen klarede den unge student sig fint, men snart begyndte han at udvikle angstanfald, der med tiden forværredes og fulgtes af skælven og feberanfald. Det stod snart klart, at han var så alvorligt syg, at man frygtede for hans liv. En dag apotekeren kom for at aflevere medicin , faldt han i snak med den syge student, og snart fandt han ud af, at dét det unge menneske led af var længsel efter sin hjemegn. Han kunne ikke føle sig hjemme i Basel.
Apotekeren lod sit indtryk fra samtalen gå videre til studentens læge, Johannes Hofer, og anbefalede, at den unge mand blev sendt tilbage til sit hjem i Bern. Allerede da det kom studenten for øre, at der blev gjort overvejelser om at transportere ham hjem, skete der en mærkbar bedring i hans tilstand. Efter hjemkomsten kom han sig straks. Efter nogle få dage, var han fuldstændig rask.
Den unge students lidelse havde lægen Johannes Hofer set i en række andre sygehistorier: Lidelsen ved ikke at føle sig hjemme hvor de var, øvede en så voldsom indflydelse på patienterne, at den kunne forhindre helbredelse. I andre tilfælde, fornemmede Hofer, kunne den være sygdommen i sig selv. Hofer beskrev sygdommen i en medicinsk afhandling: ”...de tænker bestandigt på at vende tilbage til et hjem, og når de forhindres i det, bliver de syge... ”.
Hofer fortsætter: ”Da denne ofte dødelige sygdom ikke tidligere er beskrevet af læger og derfor ikke har noget latinsk navn, har jeg valgt at kalde sygdommen ”nostalgia” efter nostos (længslen efter hjem) og algos (smerte).
Nostalgi er altså oprindeligt en lægelig diagnose, der beskriver den lidelse ikke at kunne føle sig hjemme dér, hvor man er tvunget til at være.

Hvis vi er tvunget til at bo et sted, hvor vi ikke føler os hjemme, lider vi med et arkitekturpsykologisk udtryk ”stedtab”. Vi befinder os i en tilstand af ”stedløshed”. Den norske professor i arkitektur Norberg-Schultz afdækker stedtabets psykologiske konsekvens:
”Der er al mulig grund til at antage at stedtabet er en medvirkende årsag til vor tids menneskelige rodløshed og fremmedgørelse. I ordet ”fremmedgørelse” ligger det netop, at én ikke længere har fodfæste i tilværelsen; man hører ikke til noget sted og er blevet fremmed. Omverdenskrisen er derfor ikke begrænset til materielle problemer, så som forurening og overbefolkning. Først og fremmest består den i at mennesket har mistet sit psykologiske fodfæste. Vi bor ikke længere, i ordets egentlige betydning.”


Hjemmets forudsætning

Hvad er det, der afgør om vi – udviklingshæmmede eller ej – opfatter en bolig som et sted, hvor vi kan føle os hjemme. Her er det videnskaben som oftest kommer til kort, fordi der er tale om intuitioner og fornemmelser, som det er vanskeligt at sætte på formel. Forskerne gjorde et særdeles ihærdigt forsøg i ovennævnte undersøgelse. Ca. 1300 detaljer fra de 100 interiør-fotos, blev analyseret for at undersøge hvilke der blev forbundet med omgivelser, hvor man kunne føle sig hjemme. De opnåede resultater er, når de bliver pindet ud på denne måde, temmelig banale og intetsigende. F.eks. var det gode hjem forbundet med trægulv frem for vinylgulv (hvem af os ville føle os hjemme med et dagligstue gulv belagt med vinyl?). Den indbydende bolig havde også mindre glasareal i facaden end den mindre indbydende, o.s.v.
Det står hurtigt klart, at den måde at gribe problemet an på ikke er særlig givende. Derfor angriber forskerne også opgaven fra en anden side, ved at introducere et par begreber, som det er værd at lære at kende.
De taler om arkitektonisk protese versus diatese.
Protese kan forstås som det, der kompenserer og skaber balance, mens diatese kan forstås som det, der opretholder ubalancen og i værste fald udstiller handicappet.
Arkitektonisk protese har altså præcis samme betydning som tandprotesen har for den tandløse. Den kompenserer for handicappet og skaber balance. Modsat altså en arkitektonisk diatese.

”Tilgængelighed” har der de senere år været fokuseret en del på. Boliger skal være handicap-venlige. Det gælder også boliger for psykisk udviklingshæmmede. De skal være indrettede, så de i videst mulig omfang tager højde for beboerens handicap og ved deres indretning øger hans udfoldelsesmulighed og kompetence. Tilgængelighed er et andet ord for arkitektonisk protese.
Arkitektonisk diatese eller protese afspejler sig i hvor praktisk en bolig er indrettet. Det siger noget om komfort og hensigtsmæssighed i indretningen.
Men det siger ikke nødvendigvis noget om hvorvidt et menneske føler sig hjemme i boligen. Faktisk viser både nærværende undersøgelse og en lang række andre sociologiske undersøgelser, at faciliteter og boligkomfort spiller en mindre rolle for hvorvidt vi føler os hjemme i en given bolig. Vi kender det fra hverdagslivet, hvor mange ældre ønsker at forblive i deres egen bolig, selv om de får stillet en ældrebolig til rådighed, med langt højere grad af tilgængelighed og boligkomfort.
For at nå frem til, hvad det er, der er af betydning for at kunne føle sig hjemme et sted, introducerer forskerne begreberne ”indirekte arkitektonisk protese” versus ”indirekte arkitektonisk diatese”. Og nu begynder brikkerne at falde på plads.
Den indirekte arkitektoniske protese udtrykker, at arkitekturen og indretningen anvendes til at beskrive en imødekommende fortælling om livet og beboerne på stedet. Omvendt den indirekte diatese, der udtrykker en negativ fortælling om stedet.


Se Fig. 1. De to billeder i øverste række udtrykker direkte protese eller diatese. Det handler om tilgængelighed og boligkomfort. For den gangbesværede er det arkitektonisk protese, at vaskemaskinen står lige om hjørnet, og ikke nede i kælderen.

Komfort og tilgængelighed er dejligt at have, men vi ved, at det ikke er de afgørende faktorer for om vi føler os hjemme og er godt tilpas i vores bolig. De nederste to billeder er et pædagogisk eksempel på indirekte arkitektonisk protese og diatese. Tilgængeligheden og komforten er formentlig lige stor i begge spiserummene, men indretningen fortæller forskellige historier og stiller forskellige forventninger hos den iagttagende.

Billedet til venstre fortæller historien om den lille familie. Her føres stilfærdig samtale under middagen, hvor alle kommer til orde, og der ligger en forventning i luften om at almindelig bordskik følges. Billedet til højre fortæller en anden historie. Der er et højt støjniveau, for den som man ønsker at snakke med sidder måske ved den anden ende af bordet. Det kan være svært at komme til orde for alle. Her kan man let føle sig udenfor. Der er ikke den samme forventning til gode manerer.

Den måde vi bygger boliger på og den måde vi indretter dem på, fortæller en historie, og det er den fortælling, som den boende hverdag skal lytte til.

Og her er det, at vi pludselig er nået tilbage til humanisterne i arkitekturpsykologien. Hvis ikke de fysiske omgivelsers fortælling til os - og om os - er i stand til at give næring til vor identitet, så kan vi ikke føle os hjemme.



At skabe hjem

Nedlæggelsen af åndssvageforsorgens storinstitutioner var en markant forbedring af de udviklingshæmmedes levevilkår. Mange er flyttet i egen bolig med rimelig boligstandard, andre er flyttet i normaliserede bofælleskaber med gode faciliteter og komfort.
Føler man sig imidlertid ikke ordentlig hjemme, så er glæden ved altan og eget bad til at overskue.

Måske er tiden inde til næste etape af udflytningen. Den mest afgørende etape: Ikke blot at sikre udviklingshæmmede ordentlig boligstandard, men også at sikre at de bor, hvor de i dybeste forstand kan føle sig hjemme.

Det handler ikke blot om at opprioritere det arkitektoniske håndværk på bekostning af murermestertegnede, præfabrikerede typehuse. Det er i høj grad en pædagogisk opgave, at bidrage til at den udviklingshæmmedes hjem indrettes så den fortæller en opbyggelig historie for den enkeltes identitet.

Kvalifikationen til dette pædagogiske arbejde starter med at blive alvorlig opmærksom på, hvor påvirkelige vi er overfor de fysiske omgivelser ved lever i. At skærpe evnen til at lytte til den historie stedet fortæller. At fremelske sansen for at skabe en opbyggelige identitet i hvert et rum, så den udviklingshæmmede kan sige med Bob Dylan: ”..it’s not just a house, it’s a home!”.



Kilde:

Thompson, T et.al: Architectural Features and Perceptions of Community Residences for People with Mental Retardation. (American Journal on Mental Retardation, 1996, Vol. 101, No. 3, 292-313).


Thompson, T et.al.: Interdependence of Architectural Features and Program Variables in Community Residence for People with Mental Retardation. (American Journal on Mental Retardation, 1996, Vol. 101, No. 3, 315-327).