Et eksempel er den manio-depressive psykose, der ikke eksisterer mere, ikke som et resultat af den moderne psykiatris behandlingsmetoder, men som en konsekvens af ændret sprogbrug.I dag vil den manio-depressive psykose være indeholdt i det, der nu kaldes bipolar affektiv lidelse. På den anden side er betegnelsen bipolar affektiv lidelse bredere, idet den omfatter såvel psykotiske som ikke-psykotiske tilstande. Ved de sidste er patientens forhold til virkeligheden, hans realitetssans, bevaret.

I aviserne læser man af og til om forbrydelser begået i affekt, ofte som en pludselig, voldsom følelsesreaktion af aggressiv karakter, en affekteksplosion. Når psykiateren taler om affektive lidelser tænkes imidlertid på sindslidelser, der er karakteriserede ved et unormalt stemningsleje, enten med nedtrykthed ved depression eller med opstemthed ved en manisk tilstand. Hertil kommer blandingstilstande.Kun hos mennesker, som har haft flere anfald af såvel depression som mani, taler man om bipolar affektiv lidelse.

Ved nogle affektive lidelser er varigheden af de enkelte anfald ikke svære eller langvarige nok til, at man kan bruge betegnelserne mani eller depression. Det gælder den såkaldte cyklothymi, der er præget af hyppige, men kortvarige stemningsskift og dysthymi, der er betegnelsen for en kronisk depressivt præget forstemningstilstand af flere års varighed, men som ikke er tilstrækkeligt udtalt til at berettige diagnosen depression.

Inddelingen af de affektive lidelser fremgår af tabellen.

ICD-10 klassifikation af affektive lidelser   F30 Manisk enkeltepisode F30.0   Hypoman enkeltepisode F30.1   Manisk enkeltepisode uden psykosesymptomer F30.2   Manisk enkeltepisode med psykosesymptomer F30.8   Manisk enkeltepisode af anden type F30.9   Manisk enkeltepisode uden specifikation F31 Bipolar affektiv sindslidelse F31.0   Bipolar affektiv sindslidelse, p.t. hypomani F31.1   Bipolar affektiv sindslidelse, p.t. mani uden psykosesymptomer F31.2   Bipolar affektiv sindslidelse, p.t. mani med psykosesymptomer F31.3   Bipolar affektiv sindslidelse, p.t. depression i lettere eller moderat grad F31.4   Bipolar affektiv sindslidelse, p.t. svær depression uden psykosesymptomer F31.5   Bipolar affektiv sindslidelse, p.t. svær depression med psykose­symptomer F31.6   Bipolar affektiv sindslidelse, p.t. blandingstilstand F31.7   Bipolar affektiv sindslidelse, p.t. i remission F31.8   Anden type bipolar affektiv sindslidelse F31.9   Bipolar affektiv sindslidelse uden specifikation F32 Depressiv enkeltepisode F32.0   Depressiv enkeltepisode af lettere grad F32.1   Depressiv enkeltepisode af moderat grad F32.2   Depressiv enkeltepisode af svær grad uden psykosesymptomer F32.3   Depressiv enkeltepisode af svær grad med psykosesymptomer F32.8   Depressiv enkeltepisode af anden type F32.9   Depressiv enkeltepisode uden specifikation F32.9   Depressiv enkeltepisode uden specifikation F33 Periodisk depression F33.0   Periodisk depression, p.t. af lettere grad F33.1   Periodisk depression, p.t. af moderat grad F33.2   Periodisk depression, p.t. af svær grad uden psykosesymptomer F33.3   Periodisk depression, p.t. af svær grad med psykosesymptomer F33.4   Periodisk depression, p.t. i remission F33.8   Periodisk depression af anden type F33.9   Periodisk depression uden specifikation F34 Vedvarende (kroniske) affektive tilstande F34.0   Cyklotymi F34.1   Dystymi F34.8   Kronisk forstemningstilstand af anden type F34.9   Kronisk forstemningstilstand uden specifikation F38 Andre affektive sindslidelser eller tilstande F38.0  Anden affektiv sindslidelse, enkeltepisode F38.1  Anden periodisk affektiv sindslidelse F38.8  Anden affektiv sindslidelse eller tilstand F39 Affektiv sindslidelse eller tilstand uden specifikation F39.9  Affektiv sindslidelse uden specifikation

Affektive lidelser kan ofte diagnosticeres med rimelig sikkerhed, selv hos svært udviklingshæmmede mennesker uden sprog, især hvis der er tale om periodisk optrædende symptomer. Det vil der blive givet eksempler på i det følgende.

Ved depression er stemningslejet forsænket i varierende grad fra tristhed til sort fortvivlelse. Den deprimerede har svært ved at føle glæde ved noget som helst. Sædvanlige lyster og interesser forsvinder som regel også. Til det forsænkede stemningsleje hører også nedsat energi- og aktivitetsniveau, og nogle kan give udtryk for, at alt forekommer uoverkommeligt. Hertil kommer andre depressionssymptomer som nedsat selvtillid og ringe selvfølelse. Man føler sig uduelig og alle var bedre tjent med, at man ikke eksisterede. Vejen fra sådanne tanker til dødsønsker og alvorligt mente selvmordsforsøg kan være kort. Svær skyldfølelse er almindelig, i udtalte tilfælde således at der næsten ikke er den ulykke på jorden, som den deprimerede ikke er skyld i. Andre kan have såkaldte hypokondre vrangforstillinger med besynderlige legemlige symptomer.

Eks. Lise, en ung kvinde med Down syndrom og med familiær disposition til mani og depression, bliver sløv, trist og initiativløs. Hun forklarer grædende, at hendes hoved er ved at falde af kroppen. I forvejen er et stykke af ryggen faldet af. Det kan hun selvfølgelig ikke selv se. Hun har jo ikke øjne i nakken, siger hun, men hun mærker det tydeligt.

Den deprimerede kan have svært ved at følge med i samtaler, fjernsynsudsendelser o. lign, fordi koncentrationsevnen svækkes. Tankegang og bevægelser kan være langsomme, eller patienten kan gå helt i stå og blot ligge eller sidde stirrende tomt ud frem for sig. Man kan omvendt også se rastløs uro, hvor patienten jamrende vandrer hændervridende omkring. Man taler da om en agiteret depression eller en bipolar blandingstilstand. Specielt sløvheden kan af og til mistolkes som et tegn på demens.

Eks. Hanne er en 54-årig moderat udviklingshæmmet kvinde, der i det daglige virker veltilpas og glad. I afdelingen hjælper hun med borddækning og lignende opgaver. Hun er glad for at komme i dagcenter, hvor hun bl. a. laver tegninger forestillende katte og huse med flag og blomster. I løbet af få dage ændres den psykiske tilstand radikalt. Hun bliver mut, tillukket og inaktiv. Hun er tidvis grædende og jamrende, skærer tænder og vandrer rastløst op og ned ad gulvet.De færdigheder, hun tidligere har haft, går tilsyneladende tabt samtidig med, at hun bliver urenlig. Hendes tegninger bliver usystematiske kradserier. Der er hyppig opvågnen om natten, hvor hun står op og rumsterer, ligesom hun om morgenen vågner tidligereend vanligt. På forespørgsel erklærer hun, at hun har det godt, men hun kan ikke give andre oplysninger til belysning af sygehistorien.

Det pædagogiske personale oplyser, at Hanne tidligere har haft lignende episoder af måneders varighed. Det kommer yderligere frem, at moderen har haft langvarige hospitalsindlæggelser for manio-depressiv psykose. På denne baggrund finder man det mest sandsynligt, at Hanne har en affektiv sindslidelse og der indledes medikamentel antidepressiv behandling, der senere suppleres med ECT-behandlinger. Efter kort tid er hun igen veltilpas.

Eks. Dorthe er en 42-årig kvinde med Down syndrom, som tidligere har været overordentlig velfungrende og selvhjulpen. En bror har haft talrige psykiatriske indlæggelser. Faderen er på plejehjem p.g.a. demens. På aktivitescentret har hun deltaget i korsang, amatørteater og bladarbejde. I det lille bysamfund er Dorthe kendt som en udadvendt lille solstråle. Et år før henvisningen bliver hun trist og stillestående. Hun sover kun lidt, siger ikke meget, bliver urenlig og skal mades. Da man ikke magter plejeopgaven i byens bofællesskab, tager den aldrende mor datteren hjem. Ved den psykiatriske undersøgelse konkluderes, at der må være tale om tidligt indsættende demens eller en depression, og det besluttes at lade et behandlingsforløb være afgørende for diagnosen. Efter 5 ugers behandling med antidepressiv medicin er tilstanden nogenlunde uændret, og moderen, der ikke længere kan klare plejen, accepterer overflytning til døgninstitution, hvor behandlingen fortsættes. En uge efter flytningen får Dorthe en mani, behandles og bliver helt rask.

Depressionen ledsages ofte af søvnforstyrrelser i form af indsovningbesvær, afbrudt søvn og tidlig opvågnen, men tilbøjelighed til at sove både nat og dag kan også forekomme. Appetitten er som regel nedsat, og ved længerevarende depression kan vægttab ses. Enkelte kan dog have øget appetit og tage på i vægt (trøstspisning).

En depression varer mindst 14 dage. Er tilstanden af kortere varighed, taler man om en depressiv episode. Ubehandlet kan varigheden af en depression være måneder eller år.

Depressionens modstykke er mani. Ved manien er stemningslejet løftet, og i lette tilfælde kan de væsentligste symptomer blot være en uforholdsmæssig glæde eller lykkefølelse. I lidt mere udtalte tilfælde ses et forhøjet energiniveau, som kan vise sig ved øget aktivitet, rastløs uro, "tankemylder" og taletrang. Der er ofte øget selvfølelse, som kan vise sig ved storhedsforestillinger. Den maniske patient har som regel koncentrationsbesvær, og han afledes let af omgivelserne eller af egne indfald. Søvnbehovet er nedsat og de normale hæmninger svækkede, således at en forringet selvkontrol i forbindelse med forstærkede drifter kan føre til uheldige handlinger. Ikke sjældent optræder en mani i form af en tilstand med utålmodig og vredagtig irritabilitet, og da maniske patienter som regel ikke har nogen som helst sygdomserkendelse, kan tilrettevisninger eller modsigelse udløse aggressivitet.

Eks. Jørgen er 61 år og let udviklingshæmmet. Siden ungdommen har han haft talrige depressioner og manier, men ved behandling med litium er sværhedsgraden af anfaldene reduceret. Det er væsentligst hans psykiske lidelse, der nødvendiggør ophold på døgninstitution. Optræk til mani viser sig hos ham med stor regelmæssighed ved, at han står tidligt op og ringer til tilfældige telefonnumre, bestiller stort ind fra postordrefimaer, af og til udgivende sig for, og måske menende, at være forstander.

Eks.Anton er udviklingshæmmet i middelsvær grad. Han var i 18 år indlagt som "kronisk" patient på et psykiatrisk hospital p.g.a. hyppige og svære manier og depressioner. I forbindelse med de strukturændringer, der har præget hospitalspsykiatrien det seneste årti med nedlæggelse af mange langtidspladser, overflyttedes han til en døgninstitution for udviklingshæmmede. Han blev genindlagt efter få uger, da han i en manisk fase havde forøvet et livsfarligt overfald på en pædagog, der bad ham skrue lidt ned for radioen. Efter et længere forløb, der bl. a. omfattede oplæring af personalet i psykiatrisk observation og pleje, lykkedes overflytning til en ny institution.

De affektive sindslidelser er overordentlig almindelige. Man regner med, at omkring hver femte på et eller andet tidspunkt får depressive symptomer. Medregner man de lettere tilfælde, har 4-5 procent af befolkningen til enhver tid en affektiv lidelse, væsentligst i form af depression. Blandt udviklingshæmmede er hyppigheden af samme størrelsesorden, og det er derfor en vigtig opgave for pædagogisk og andet personale at være opmærksom på mulige affektive symptomer.