”Jamen Åbrinken, det er et sted hvis sådan man er...øøøøh har problemer med, hvis man har dom, eller hvis man har andre psykiske problemer. Så er det rart at være et sted, hvor der er gode personaler til at hjælpe en, hvis du forstår, hvad jeg mener. Når man har problemer...” (Beboer på Åbrinken)

De bor her fordi, de er voldsomme og har en udfordrende adfærd. De bor her fordi, der på Åbrinken er de nødvendige ressourcer. Og så har cirka halvdelen af beboerne en dom til tilsyn. Lederen kalder dem nødigt for udviklingshæmmede. Han omtaler dem hellere som tidligt skadede. Som voksne mennesker med relativt veludviklet intellekt og lavt udviklet psyke og manglende sociale evner.
Der står nips i glas på hylderne. Og det bliver stående. Helt og intakt. For selv om kriterierne for at være bo her er, at man er voldsom, meget personalekrævende, udadreagerende og til tider farlig for sine omgivelser, så sker der noget med beboerne, når de er trådt indenfor på Åbrinken, et Bo- og Aktivitetscenter i Allingåbro, der rummer syv mænd og en kvinde samt 21 medarbejdere. Antallet af magtanvendelser er faldet støt i takt med, at humøret blandt beboere og personalet er steget.

”Det handler om at ville håndtere konflikter. Det handler om viljen. En fælles korpsånd. Den arbejder vi meget med. Hvis 21 har den samme holdning, så gør det indtryk. Det er vi-følelsen, der rykker. Hvis vi f.eks. fornemmer, at sproget bliver negativt og destruktivt, sættes der ind med en ”lokal” kampagne, hvor der i en afgrænset periode er fokus på sproget og adfærd. Dette resulterer i, at vi som regel har en behagelig omgangstone blandt beboere og personale,” siger lederen Søren Thøstesen.

Et fælles værdi- og idegrundlag med 10 punkter ligger bag medarbejdernes handlinger, og det virker.
”Vi tilstræber at løse problemer frem for at fjerne problemerne. Med fjerne mener jeg fx at skærme en beboer, låse en dør, fedte for beboerne for at få fred eller fjerne skrøbelige ting fra hylderne. Vi lægger stor vægt på at løse opgaverne. Lære beboerne og medarbejdere at leve med muligheden for at begå fejl og forvente, at vi bakker hinanden op. Vi mener, at beboernes behov for basal tryghed skal findes i personalets evner til at træde i karakter.
Vi appellerer til beboernes motivation. De skal fx ikke deltage i beboermøde, hvis de ikke vil - omvendt skal de opføre sig ordentligt, hvis de deltager. De skal ikke deltage i undervisningen osv., men vi har aldrig før haft så stor tilslutning til undervisning,” fortæller Søren Thøstesen, der på mange måder - sammen med personalet - har revolutioneret beboernes måde at være sammen på. Nu er de netop sammen. Selv om institutionen af sikkerhedsmæssige grunde blev bygget med skærmende vægge, flugtveje og mulighed for at dele bofællesskabet op i 4 små enheder, så har Åbrinken brudt den oprindelige idé og skabt et rum og hjem, hvor fællesskabet er i højsædet. De prioriterer, at beboerne spiser sammen, og at der holdes fælles beboermøder. For de mener, at man opdrager mennesker til at være dumme, hvis ikke de lærer at være i fællesskabet. Og faktisk så er måltiderne med medarbejdernes ord ”temmelig hyggelige at deltage i”.

”På Åbrinken er der 10 husregler, og vi er meget påpasselige med ikke at få for mange regler eller politikker. De fleste af reglerne er formuleret af hensyn til beboernes udvikling, og flere er besluttet på beboermøder. I beboernes handleplaner står der oftere, hvordan personalet skal håndtere opgaverne, end hvad beboerne skal. I vores fælles værdigrundlag står, at vi har en høj bevidsthed om, hvorfor vi sætter grænser og hvordan,” forklarer Søren Thøstesen, der mener, at der mange steder laves regler, fordi medarbejdere synes, det er svært at træde i karakter. Det handler om at løse konflikten, ikke danse omkring den, og det handler om at turde lade beboerne forsøge selv at løse konflikterne.

”Vi bruger mange kræfter på at lave præcise udviklings-beskrivelser. Disse beskrivelser er udgangspunktet for det pædagogiske arbejde (handleplaner). Beboerne kan mange ting, og de er gode til at agere som verdensmestre. De kan på mange måder virke ”velfungerende” og voksne, men det er af stor betydning at holde fokus på deres psykiske og sociale aldre. Vi risikerer at begå overgreb på dem, hvis vi ikke accepterer eller anerkender deres følelsesmæssige og sociale alder. Da vi startede med at sætte alder på, mødte det modstand i personalegruppen, for hvordan kan man sige at én person, der fx kan læse, skrive og betjene motorsav, udviklingsmæssigt på nogle områder kun er 1 år? Men det er fakta, og vi ser også, at de typisk regredierer, hvis de ikke har det godt. Vi må heller ikke glemme at forholde os til, at langt de fleste af beboerne har karakterafvigende træk, at mennesker som har en følelsesmæssig alder under tre år, generelt mangler evnen til at have indlevelse i - og forståelse for andre mennesker,” siger Søren Thøstesen.
Hensynet til deres følelsesmæssige alder har bevirket, at volden er mindsket på Åbrinken. Denne forståelse eller viden gør det lettere for personalet at rumme beboerne.

Tre af beboerne har kraftige ADHD-symptomer (tidligere kaldet DAMP). Tre af beboerne har domme for vold, to har begået dyremishandling, og to har været så voldsomme, at de har været til fare for sig selv og omgivelserne.

”De skal kunne stole på os. At vi fx kan håndtere og stoppe konflikter, hvis det skønnes nødvendigt. Men vi tør gå langt, før det ender med en magtanvendelse. Vi er vedholdende i håbet og troen om, at personen selv finder ud af det. I enkelte situationer har nogle beboere ikke kunnet klare det, og i enkle tilfælde har det været nødvendigt at fastholde en person i mindst en halv time. Men det er faktisk ikke sket i det sidste halve år,” fortæller Søren Thøstesen.

Personalet indberetter alt. De registrerer fysisk og psykisk vold, beboer mod beboer og beboer mod personale. Og det er ned til den mindste trussel, som: ”Slap af. Ellers skal jeg få dig til at slappe af”. Og det hjælper på beboernes bevidsthed om, hvad der kan opfattes som trusler. Den mest voldelige og impulsive af beboerne havde i 2003 15 magtanvendelser, 20 indberettede trusler mod i 2005 3 magtanvendelser og 4 registrerede trusler.

”Det må ikke være angst, der styrer pædagogikken men kærlighed til udvikling. Det handler om at have handicapforståelse og ikke bare opfatte beboerne som frække modspillere,” siger Søren Thøstesen.
Pædagogerne skal kunne træde i karakter. Det indebærer også, at de tør dumme sig. Og når man dummer sig, er man villig til at reflektere over fejlene og lære af dem.

”Vi anerkender behovet for at tage ”korridor” beslutninger udenfor kontortid. Men disse beslutninger gælder ikke officielt, før de er diskuteret og endeligt besluttet på et efterfølgende personalemøde. Det giver ro, fordi alle ved, hvad der er besluttet, og det er samtidigt vigtigt i forbindelse med det fælles fodslaw. Vi skal også være gode rollemodeller, og vi tager ligeså meget fat i os selv som i beboerne,” siger Søren Thøstesen.

Hvis en beboer om aftenen siger ja til at stå op om morgenen og gå på arbejde og så skider på det næste morgen. Hvad så?
”Så er det personalets ansvar, at vedkommende kommer af sted. Lad os sige det på den måde, at vi forholder os omsorgsmæssigt til det. Vi bruger vedholdenhed - ikke magtanvendelse. Vi fortæller dem, hvad der er godt for dem, at det fx er vigtigt at komme op, at det er vigtigt at få sin medicin (fx Ritalin ved ADHD),” og at få fornuftig morgenmad, forklarer Søren Thøstesen.
I Mortens handleplan står der, at personalet har ansvar for fx at få ham op om morgenen. Det er godkendt på et tidligere handlemøde, og er derfor noget personalet gør.
Tidligere lavede vi mange aftaler med Morten om, at hvis vi vækker ham på den ”rigtige” måde, går stille ind, trækker gardinet fra, tænder blidt for musikken, stiller medicinen og siger god morgen - så står han op. Men om morgenen siger han, at gardinet er trukket forkert fra, at musikken er forkert og derfor ikke ville stå op. Det holder ikke. Vi overvurderer hans udviklingsalder. Vi kan ikke forvente, at en person med Mortens udvikling kan håndtere aftaler. Det er vores ansvar at få ham op. Nu går vi ind og siger godmorgen, og hvis dette ikke får Morten op, så beder medarbejdere om hjælp. Vi skal bevare den positive forventning om, at han står op. Han har brug for, at vi står fast. Det er omsorg. Og så kan det være, at vi er dumme i 5-10 minutter. Men det går hurtigt over, og Morten får en god dag,” forklarer Søren Thøstesen, der lægger vægt på, at han og medarbejderne er troværdige.
Og så skal man ikke glemme kontaktpersonen. Kontaktpersonens opgave er så vidt aldrig at være ”mor” for beboeren, men være advokat.
”De har magten og æren, og jeg kan ikke ”overrule” dem. De har en vigtig opgave i at få kollegerne til at gøre det korrekte, at følge handleplanerne. Men en lige så vigtig opgave, at sparre med resten af personalegruppen, så alle har forstået ”opgaven” siger Søren Thøstesen.