Et vidt begreb

For at få et indtryk af, i hvilke forskellige sammenhænge intelligensbegrebet bruges, kan man lave en søgning på internettet. Så finder man, at man kan få viden om alt fra elefanter og kaskelothvalers over hunde og kattes til dit barns intelligens. Sågar blomsternes intelligens kan man blive klog på.

Man kan også læse om emotionel, spirituel, social og musikalsk intelligens.

Der er også teorier om, hvordan intelligens udvikles og den relative betydning af arv og miljø, ligesom intelligensbegrebet sættes i relation til test, indlæring, udvikling, uddannelse og pædagogik.

Ud over den intelligens, som har med levende væsener at gøre, er der også noget, man kalder kunstig intelligens. Sådan en søgning illustrerer ganske godt, at intelligens er et begreb, der dækker meget bredt.

Intelligenstest

Intelligens vedrører menneskets evne til at ræsonnere, til at løse opgaver og til at tilpasse sig omgivelserne. Den allerkorteste definition på intelligens er, at intelligens er, hvad der bliver målt i intelligenstest. I intelligenstest måler man intelligenskvotienten (IK eller det engelske IQ), som er et mål for ”den generelle kognitive evne”, også kaldet Spearmans g. I forhold til Howard Gardners teori om intelligenserne, som vi vender tilbage til om lidt, hænger g meget sammen med Gardners sproglige og logisk-matematiske intelligens og i nogen grad sammen med hans rumlige og musiske intelligens. g er en mere fundamental evne end Gardners intelligenser.

g er normalfordelt i befolkningen, og i en intelligenstest definerer man som regel IK-gennemsnittet til at være 100. Der er imidlertid forskellige måder at konstruere IK-skalaen på, så det er ikke til uden videre at sammenligne IK målt ved forskellige test.

g er til en vis grad arveligt, sådan at man kan forvente, at ens børn nærmer sig midten – hvad enten man selv ligger under eller over 100.

I praksis har IK måske ikke den store brugsværdi. Man kan dog bruge den til at vurdere, om man kan opfylde adgangskriteriet for Mensa, som er en forening for de 2 % mest intelligente, og den kan give anledning til sammenligning og konkurrence hjemme i stuerne, når TV-2 sender ”Test nationen”.

Howard Gardner – syv intelligenser

En teori om intelligensbegrebet, som er mere rettet mod ’det virkelige liv’ er Howard Gardners. I 1983 udkom den første udgave af hans bog Frames of Minds: The Theory of Multiple Intelligences. Denne bog er et opgør med den klassiske forestilling om intelligensen som noget arveligt og uforanderligt. I stedet mener Gardner, at opgaver kan løses på forskellige måder, og at der er forskellige intelligenser involveret, samt at disse kan udvikles gennem indlæring.

De 7 intelligenser, Gardner i første omgang foreslog, er

-         den logisk-matematiske intelligens

-         den sproglige intelligens

-         den musikalske intelligens

-         den rumligt-visuelle intelligens

-         den kropslige intelligens

-         den personlige intelligens

-         den sociale intelligens

og senere tilføjede han

-         den naturalistiske intelligens

Howard Gardner definerer intelligens som evnen til at løse problemer eller skabe produkter som er værdsat i en eller flere kulturer. For at en færdighed skal opfattes som en intelligens skal den opfylde tre kriterier: For det første skal den være til stede i hjernen; for det andet skal den findes i befolkningsgrupper, som har specialiseret sig i den, og for det tredje skal vi i evolutionen se en udvikling af intelligensen hos andre dyr end mennesket.

Gardner mener ikke, at de forskellige intelligenser opererer hver for sig. I stedet vil forskellige former spille sammen i løsningen af et bestemt problem, og forskellige mennesker vil kunne løse opgaven på forskellige måder gennem brugen af forskellige intelligenser.

Netop denne side af teorien har ført til, at Gardner har vakt stor genklang i pædagogiske sammenhænge. Gardners teori gør det nødvendigt at være kritisk over for en skoleundervisning, som primært retter sig mod den logisk-matematiske og den sproglige intelligens. I stedet må man tage højde for, at børn lærer forskelligt, og eksempelvis bruge landkort, sange, rollespil og oplæsning af en roman fra tiden, hvis man skal undervise i en given historisk periode.

Hvad skal man mene?

Howard Gardner har mange fortalere og mange kritikere. En del af kritikken går på, at intelligensbegrebet bliver udvandet, når det bruges til at dække så mange forskelligartede evner. ’Intelligens’ har i Gardners teori en anden betydning, end når det bruges i sammenhæng med Spearmans g i betydningen den generelle kognitive evne.

Andre sætter spørgsmålstegn ved de 7 eller 8 fast definerede intelligenser, som Gardner udpeger, og mener, det er bedre at tale om de forskellige aspekter som et sammenhængende spektrum.

Der er altså ikke noget, der tyder på, at intelligensdebatten ender lige foreløbigt, og at man når til enighed om én definition af, hvad intelligens er. Så længe denne ikke findes, må man i stedet være tydelig omkring, hvad man forstår ved intelligens, og hvordan man bruger det i den givne sammenhæng.

Udviklingshæmning og intelligens

I vores daglige arbejde med voksne med udviklingshæmning spiller intelligensbegrebet ikke nogen større rolle. For de fleste har en vurdering af intelligensniveauet (og det i den klassiske logisk-matematiske og sproglige version) dog været del af den proces, der har gjort, at de kommet til at blive regnet for at høre til kategorien ’mennesker med udviklingshæmning’.

En viden om intelligensen i denne forstand kan nok give os nogle pejlinger i forhold til, hvordan vi kan være sammen med de voksne med udviklingshæmning på en måde, som er passende og måske udviklende for dem. Det kan også være relevant at inddrage Gardners forståelse af, at forskellige mennesker lærer og fungerer bedst på forskellige måder. Idet der dog ikke kun ligger læring, men også i videre forstand personlig udvikling, i vores arbejde, er det nødvendigt at udvide perspektivet og i lige så høj grad have blik for den følelsesmæssige og sociale udvikling.