Langt ude på de fynske marker ligger et stort rødstenshus. I gamle dage var det rammen om en landsbyskole i Gudme kommune. I dag et leve- og bomiljø for næsten 30 ældre udviklingshæmmede i alderen 40-90 år. Og nok er beboerne gamle og bygningerne af ældre dato. Men bare fordi man er på vej til tredje halvleg behøver hverken beboer eller bolig at være kedelig og trist.

- Det her er langt ude på landet. Det er udviklingshæmmede, og det er gamle. Så allerede når du som personale træder ind af døren, er du blevet krumrygget, fortæller lederen af Elleruphus Rose Olsen. Det var de krumme rygge og de forudfattede meninger hun ville rette op på, da hun som nyansat leder begyndte at bryde gamle tapeter ned og sætte kulør på institutionen.

Og der venter da også én et mekka af farver og former, der skubber til ens egen holdning og fordom om, hvad alderdom er, og hvordan den ser ud. Det er et indre Palads i bogstaveligste forstand. Kreeret af maleren Leo Johansen, der er elev af manden og bag det københavnske Palads i de knaldende lyserøde, lysegrønne, lyseblå farver: Billedkunstner Poul Gernes.

- Hvis medarbejderne skal kunne betragte de udviklingshæmmede som individuelle mennesker med selvbestemmelse og også kunne reflektere over deres pædagogfaglige arbejde, så nytter det ikke, at man på forhånd tynges af forventninger, gamle rammer og 30 års rutiner, fortæller Rose Olsen og fortsætter:

- Hvis du vil forandre noget i det indre, må du forandre det ydre. Så da jeg tiltrådte som leder var min opgave at rive systemkravene ned. Malerens opgave var at rive tapeterne ned. Han skulle forandre stemningen i det fysiske rum. Jeg i det psykiske.

Rose Olsen ville have sine medarbejdere til også at studse over deres arbejde og stille spørgsmål til sig selv. Hvad betyder det, jeg gør ved den bruger nu? For efter 30 års rutine tager man tit tingene for givet. Man arbejder automatisk og efter, hvad man nu har aftalt på mødet.

- En uddannelse til pædagog er en følelsesmæssig uddannelse, hvor man hele tiden skal tage stilling. Men pædagoger kan have svært ved at tage en beslutning. Vi skal ligesom alle være enige først. Pædagoger skal være synlige. Vi skal ikke være ens. Samtidig skal vi selv kunne arbejde efter noget, vi ikke selv har bestemt. Pædagoger har indflydelse på alt omkring beboernes liv - og det er farligt, mener Rose Olsen.

Hun fulgte sin intuition, da hun begyndte at forandre systemkravene i det mentale rum i institutionen. Krav stillet op af den tids mere autoritære ledelse. Imens begyndte maleren at bearbejde vægge og lofter. Der gemte sig gamle historier bag tapeterne. Rose Olsen og medarbejderne måtte forholde sig til de gamle vaner. Noget skulle beholdes. Noget skulle smides væk. Som fx det med at beboerne tidligere spiste fælles morgenmad og dermed ventede på hinanden. Men i dag kan man jo ikke forvente, at nogle skal vente i 3 timer på at få morgenmad.

- Jeg arbejder efter princippet: "Over andres dørtrin". Man skal have en ydmyg holdning, når man arbejder over andres dørtrin, som vi gør, forklarer Rose Olsen.

En ujævn grøn streg langs væggen fanger opmærksomheden. Er det med vilje, at den er skæv? og så skingrende grøn at den er svær at komme udenom.

- Vi skal skabe utraditionelle rum til utraditionelle mennesker. Og stregen stiller spørgsmålet: Ser vi handicappet før, vi ser mennesket?

Farver, mønstre og blomster. Der begyndte at ske noget i organisationen. Der blev rykket ved det gamle.

- Hvis man er vant til, at forstanderen bestemmer alt, så bestemmer man også alt overfor brugeren, siger Rose Olsen.

Men så blev afdelingsledelsen blev brudt. Der opstod teams. Souschefen gik fra det daglige arbejde over til at supervisere. Det blev et bo- og levemiljø, der fokuserer på det mennesket kan og ikke et pjelemiljø, der fokuserer på kroppen.

- Nogen siger, vi har gule vægge og grøn ledelse, ler Rose Olsen. Og det har givet genlyd helt ind i normalområdet, der også kommer på studiebesøg på institutionen.

- Det er jo tankevækkende, at det normale nu tager afsæt i det utraditionelle. Problemet i normalområdet er, at de har nedlagt så mange plejehjemspladser, at boligen ikke mere giver tryghed. Vi er også utraditionelle på den måde, at vi snart forlader dette sted og bygger nyt. Vi bygger til 29 ældre udviklingshæmmede. Og det er usædvanligt idag at bygge til så mange, fortæller Rose Olsen og fortsætter:

- Vi arbejder for at modvirke en institutionalisering, selv om vi bygger til 29 mennesker. Men det er godt for mennesket - ikke godt for normaliseringen. Nogen har brug for deres eget hjem. Samtidig har de også brug for et socialt støttende miljø, lige så snart når de træder ud af døren. Vi skal passe på ikke at normalisere for normaliseringens skyld. Der er også gamle mennesker, der har brug for tryghedsboliger uden, at det bliver til et plejehjem, der mest fokuserer på kroppen. Elleruphus er - ligesom det nye også bliver - tryghedsbolig for seniorer, der har lov til at blive ældgamle her - og også demente.

- I de kommunale bofælleskaber har de et problem. Hos os gør det intet med den store aldersforskel. De yngre hjælper de ældre. Men i bofællesskaber vil det på længere sigt give problemer, der ihvertfald ikke kan løses ved at sende de demente udviklingshæmmede på almindelige plejehjem.

Om godt et år flytter beboerne fra Elleruphus ind i deres egne lejligheder med 2 rum, eget bad og toilet. Tegningerne af det nye sted pryder væggen ind til kontoret. Her bliver der også plads til et aktivt køkken, hvor beboerne kan gå til og fra og en kulturcafé.

- Meget vil foregå lige så tit om eftermidagen som om formiddagen. Vi arbejder nemlig med skumringstiden. I forhold til demente skal de have overskuelige, genkendelige og trygge miljøer. Om eftermiddagen bliver de tit dør-søgende, og der er personalet for det meste væk. Så vi tænker også utraditionelt i forhold til personaletimer og skema. Vi bryder med et liv tilrettelagt efter et arbejdstidspricip, hvor livet i boligen faktisk bliver nedprioriteret. Boligen skal have en ramme for at være noget. Og der skal foregå noget i den ramme, forklarer Rose Olsen.

Tidligere kom bussen kloken 7.30 for at hente beboere til dagtilbud.

- Men når man er pensionist, behøver man ikke absolut at skulle på arbejde klokken 8 om morgenen som en anden travl børnefamilie. Nu kommer bussen tidligst klokken 8.30. På det nye sted får man et reelt valg, om man vil afsted eller ej.

Tidligere har Elleruphus haft en skærmet enhed for tre beboere, man mente var demente. Men efterhånden fandt man ud af, at de alligevel ikke var så demente, at de skulle afskærmes. Nu trives de blandt de andre ældre beboere.

- Vi havde fået dem gjort demente - før tiden. Og det blev for kedeligt. Vi kan sagtens have dem i vores ramme her. De fungerer som svage udviklingshæmmede. Det specielle - eller det skærmede - skal snarere være inde i hovedet på personalet, mener Rose Olsen, der ser beboernes liv udspille sig i tre arenaer:

Den første er det private rum. Hjemmet der skal vise, hvem der bor der. Her skal der herske suværenitet. Her skal der ikke spilles op til noget eller hele tiden stilles krav. Der skal være rum til at kunne regrediere. Den anden arena er det forpligtende rum, hvor de sociale kompetencer skal udvikles, hvor venskaber opstår, og man indgår i en social alliance. Den tredje arena er de pårørende og ferie etc.

- Vi ser om vores beboere har del i alle tre arenaer. Og ud fra det laver vi handleplaner. De udviklingshæmmede skal også lære at blive gamle. Mådske er det andre behov og mål man har. Derfor skaber vi tryghedsboliger i et hverdagsmiljø afstemt efter den hurtighed, man har, fortæller Rose Olsen, der ikke går fuldt og fast ind for en demenstest. Hun vil hellere følge deres færdigheder årligt ikke kun i forhold til demens - men til aldring i det hele taget.

- Vi skal lave mad, fordi de er sultne. Vi skal gøre rent, fordi de kan lide at have det pænt. Ikke fordi de skal lære det. Vi skal se socialpædagogikken som samvær mellem mennesker. De skal have omsorg og gode oplevelser - også i hverdagen. Det specielle er hele tiden at udvikle miljøer, der kan være rammer om det liv, hvor de er nu. Faglig reflektion er godt. Det er en stor moralsk forpligtelse, for du kan få den udviklingshæmmede til at sige ja eller nej, som det nu passer dig, fortæller Rose Olsen, der i sit arbejder passer på med ikke at lade demensen overskygge mennesket, for så er det eneste man ser kun sygdommen.