Umiddelbart efter Bloch-Hjorts hjemkomst begyndte man inden for den jyske åndssvageforsorg (som de første i Danmark) at anvende intelligensmålinger. Målingerne anvendtes overordnet som et diagnostisk middel til bestemmelse af hvem, som var egnet til anbringelse under åndssvageforsorg. Dertil kunne målingerne give et yderligere fingerpeg om de forskellige grader af åndssvaghed og herved afgøre, hvem af de anbragte, der var egnede til at modtage undervisning. Omkring den nærmere afgrænsning mellem åndssvag og normal skriver Bloch-Hjort i 1913: ”… besvarer en voksen 12 års-spørgsmålene sikkert og desuden en del af de andre to aldersklassers spørgsmål positivt, kan der ikke være tale om nævneværdig intelligensdefekt.” (Tidsskrift for Abnormvæsen s. 124-125, 1913). Ser man på 12-årsprøven, kan man se at det som minimum indbefattede, at man skulle kunne gentage 7 tal på max 3 forsøg; man skulle forklare hvad ordene: barmhjertighed, retfærdighed og godhed betød; man skulle gentage sætninger på 26 stavelser; og til sidst skulle man redegøre for to hændelser på baggrund af følgende 2 specifikke sætninger: En dag gik en mand ude i skoven, da han pludselig standsede, så forfærdet op, fik sin kniv frem og skar noget over, hvorefter han løb efter hjælp, idet han fortalte at han havde fundet … hvad? Den anden sætning lyder: Hvad mon der er i vejen hos min nabo? Nu har han på samme dag haft besøg af doktoren, præsten og en sagfører … Svarene er hhv. 1) en hængt mand og 2) en døende nabo. Denne inddeling med 12-årsprøven som grænsemarkør blev senere afløst af det mere velkendte IK 75 til angivelsen af grænseforholdet mellem debilitet og det såkaldte sinkestadie.

     Den nye diagnosticeringspraksis forløb dog ikke uantastet, men blev fra forskellige sider også mødt med kritik, hvilket ikke mindst fremkom fra åndssvageforsorgens egne lærere og pædagogiske personel. Baggrunden herfor var at intelligensredskabets indførelse i den daglige praksis også havde medført en mindre vægtning af disse andre faggruppers vurderinger og afrapporteringer. Essensen i denne strid fremgår allerede i 1914, hvor Bloch-Hjort i en artikel kan konstatere det nu anerkendte forhold, at en intelligensmåling af en halv times varighed udført af en sagkyndig (hvilket var lægen) var mere diagnostisk korrekt, end hvad en lærer/pædagog havde kunnet erfare gennem måneders arbejde. Altså en markering af ekspertens vurdering overfor praktikerens med den daglige kontakt.

     Den danske åndssvageforsorgs anvendelse af intelligensmålinger i første halvdel af det 20. århundrede kendetegnes mest af alt i form af det intelligensbegreb, som blev importeret fra de amerikanske anstaltsmiljøer. Selvom den oprindelige intelligenstest var fransk og dens ophavsmænd Alfred Binet og Théodore Simon i 1905 havde kreeret måleredskabet ud fra et pædagogisk sigte med henblik på specialundervisning til nødvendigt trængende skolebørn, kom Binet-Simons test i Goddards hænder til at spille en noget anden rolle. Alfred Binet døde i 1911 og nåede derved ikke at opleve sit skaberværk omsat i praksis. Dog nåede Binet lige akkurat at erfare, hvorledes den tyske psykolog William Stern erstattede det komplekse intelligensbegreb med et enkelt tal i form af kvotienten. Dette opponerede Binet stærkt imod. Modsat forholdt det sig hos Goddard, som nærmest opfattede kvotienten som et slags moderne røntgenfotografi af den mentale arv. Kort sagt kan man sige, at Binets intelligenstest stivnede i Goddards hænder. Her blev intelligens opfattet som en statisk og medfødt størrelse, hvoraf den ringe del skulle udskilles, afsondres og tillige af befolkningshensyn hindres i at reproducere sig selv. I den forstand blev intelligenstesten også et centralt led i det eugeniske samfundseksperiment, som den engelske matematiker Francis Galton allerede i 1869 havde udledt til at blive den ”sunde” konsekvens af Darwins opdagelser. For både Galton, og senere Goddard kunne dette ske ved, at man så at sige satte den naturlige udvælgelsesproces op i acceleration ved hjælp af lidt menneskelig snilde – og politisk velvilje. Her sigtedes til reproduktionsfaktoren, hvor man vha. lovgivning skulle søge at fremme forplantningsevnen hos de velbegavede samtidig med, at man hæmmede den hos de mindre begavede. Dette blev også realiseret i visse amerikanske stater allerede i begyndelsen af det 20.århundrede, hvor der indførtes tvungen internering og sterilisering af åndssvage. Faresignalet i datidens opfattelse lå deri, at siden lægevidenskaben efterhånden var blevet så dygtig til at holde liv i flere og flere af de af naturen givne mindst egnede, kunne dette på sigt bidrage til en undergravelse af den arvemæssige kvalitet hos den generelle befolkning. I den forstand herskede der særligt hos de bedre klasser en frygt for at lægevidenskabens dygtiggørelse kunne sætte den naturlige udvælgelse ud af kraft. I Danmark besad lægevidenskaben dog ikke kun midlet til at holde folk i live. Den havde også tilegnet sig monopolet på den ekspertise inden for intelligensmåling, som på naturens vegne kunne afgøre, hvor man befandt sig i det åndelige hierarki. Dette førte i løbet af 1930’erne til en decideret kvotientstrid, hvor bl.a. en række psykologer kritiserede åndssvageforsorgens læger for deres stringente vægtning af IK 75 som grænsemarkør mellem åndssvaghed og svagtbegavelse. Og bedre blev det ikke, da det senere viste sig, at ingen af åndssvageforsorgens læger kunne påvise, at den intelligenstest man anvendte overhovedet byggede på en særlig dansk standardisering, dvs. at den ikke var afprøvet på en større population af børn i alle aldre, alle intelligensgrader og fra forskellige miljøer. Kvotientstriden i 1930’erne var heller ikke blevet mindre aktuel af, at man i samme periode havde fulgt det amerikanske eksempel og indført eugeniske love omhandlende bl.a. sterilisation af åndssvage og sindssyge. I sådanne sager blev det fastsatte IK 75 i overvejende grad det afgørende for bedømmelsen om en sterilisationssag skulle gennemføres under tvang eller ej.