Identitet kan være mange ting

Begrebet Identitet er ikke entydigt. I dagligdags sprogbrug anvendes det med forskellig betydning afhængig af, hvordan den enkelte forstår begrebet. Også inden for faglig, psykologisk sprogbrug, anvendes begrebet forskelligt afhængig af hvilken teoretisk forståelse, det bruges indenfor.

Unikke individer

Én måde at bruge 'identitet' på er som en betegnelse for den unikhed, hvorved et individ skiller sig ud fra andre. Om denne unikhed bruges også andre betegnelser, som er relaterede, men ikke sammenfaldende. Der kan eksempelvis nævnes selv, selvkoncept, karakter, personlighed og selvskemaer. De forskellige begreber afspejler, at man inden for forskellige retninger af psykologien beskæftiger sig med det samme fænomen, nemlig menneskets fornemmelse af at være den samme over tid og forskellig fra andre. Den kontinuerlige identitetsfornemmelse er altså én del af identitetsbegrebet.

Tilhørsforhold

En anden del af identitetsbegrebet beskriver, ikke hvorledes individet adskiller sig fra andre, men individets tilhørsforhold til sin omverden. Dette kan eksempelvis være i forbindelse med begrebet voksenidentitet, der har at gøre med, hvordan individet oplever sig selv i forhold til at være del af kategorien 'voksne'. På samme måde har fx familieidentitet, kønsidentitet, social identitet og - som vi vil fokusere på i denne artikel - arbejdsidentitet at gøre med individets selvforståelse i forhold til de respektive mellemmenneskelige sammenhænge.

Personlig og social

Om ovenstående to dele af identitetsbegrebet bruger man vanligvis betegnelserne personlig identitet og social identitet. Den personlige identitet vedrører individets selvforståelse som unikt individ i kraft af, hvordan det adskiller sig fra andre. Den sociale identitet er den del af individets selvforståelse, der udspringer af dets tilhørsforhold til og lighedspunkter med andre.

En skarp opdeling i de forskellige former for identitet er naturligvis kunstig, idet mennesker altid er i relation til andre mennesker. Når vi vil se nærmere på arbejdets identitetsskabende betydning, er der dog god mening i at vægte den sociale dimension højere end den personlige. Vi er jo netop interesserede i at se på, at det har en betydning for den enkelte voksne med udviklingshæmnings identitet og selvværd at være del af den sociale kategori, man kunne kalde ”personer med tilknytning til arbejdsmarkedet”.

Udvikling gennem arbejde

Det er generelt anerkendt, at arbejdet rummer nogle nødvendige kvaliteter for den enkeltes udvikling og velbefindende. Man kan faktisk tale om Det udviklende arbejde, som henviser til muligheden for personlig udvikling, der udspringer af individets møde med arbejdssituationen. Såvel arbejdets organisering som individets forudsætninger betinger tilsammen udviklingsforløbet (1). Men hvad ligger der egentlig i begrebet Arbejde, og hvad er betydningen af arbejde?

Arbejdets betydning

For at forstå arbejdets betydning for mennesker (herunder mennesker med udviklingshæmning) er det nødvendigt at se det i en bredere samfundsmæssig sammenhæng. Forståelsen af arbejdsbegrebet er nemlig kulturafhængig. Man kan sige, vi i Danmark er præget af et protestantisk livssyn. Med protestantismen får arbejdet også ideologisk den centrale placering i menneskets liv, det har i dag. Reformatoren Martin Luther skal have sagt, at den bedste måde at tjene Gud er ved at yde sit bedste i sit arbejde (1). Den centrale status, arbejdet har i dag, har – i lighed med mange andre dele af den danske kultur - sine ideologiske rødder i protestantismen.

Hvad menes med arbejde?

Ligesom med identitetsbegrebet er heller ikke arbejdsbegrebet til at definere entydigt. I ”Ordbog over det danske sprog” indgår fire aspekter i definitionen på arbejde: 1) Besvær, møje, genvordighed. 2) Anstrengende brug af legemlige eller åndelige evner, hvorved et vist resultat søges opnået. 3) Udførelse; den måde, hvorpå noget er udført eller forarbejdet. 4) Hvad der frembringes ved arbejde, arbejdsprodukt eller -resultat.

Der er forskellige kendetegn ved begrebet 'arbejde'. Helt grundlæggende kan man sige, at arbejdet adskiller menneskene fra dyrene. På et mere konkret plan opdeler arbejdet dagen tidsmæssigt - arbejde og fritid betinger gensidigt hinanden. Arbejdet kan siges at have en tredelt funktion for den arbejdende: en økonomisk (det er nødvendigt for at have noget at leve af), en social (det danner rammen for menneskeligt samvær) og en psykologisk (giver mulighed for at skabe). Arbejdet er dog ikke alene nødvendigt for den, der udfører det, men også for det samfund han/hun er del af. Arbejde er således en aktivitet med et formål, som ligger ud over glæden ved dens udførelse.

Dét at have et arbejde

På den ene side er det altså tydeligt, at arbejde handler om at frembringe noget og dermed om værdiforøgelse, men arbejde handler også om den betydning, det har for den, der har (eller ikke har) et arbejde.

Man kan sige at

- arbejde giver den enkelte en tidsstruktur

- arbejde giver fælles oplevelser

- arbejde binder personer til fælles mål

- arbejde definerer personlig status og social identitet

- arbejde kræver aktivitet (1)

Disse betydninger er dog ikke hovedformålet med arbejdet, men følgevirkninger af det.

Arbejde for mennesker med udviklingshæmning

Vi har altså indtil nu set, at det at indgå i forskellige sammenhænge, har betydning for et menneskes identitet. Vi har også set, at det at indgå i en arbejdsmæssig sammenhæng tillægges stor betydning i den vestlige kultur. Herfra er der ganske kort vej til at udlede, at det også for mennesker med udviklingshæmning er betydningsfuldt at have en oplevelse af at være tilknyttet arbejdsmarkedet. Undersøgelser har da også vist, at ældre mennesker med udviklingshæmning lægger langt mere vægt på fortællinger om deres arbejdsliv end fortællinger om helbred og udviklingshæmning, når de skal fortælle deres livshistorie – måske ud fra den begrundelse, at arbejdet viser, hvad de kan, og ikke hvordan de er (udviklings)hæmmede. Arbejdet kommer på denne måde til at inkludere dem i en gruppe med positiv social identitet, i modsætning til andre, negative gruppetilhørsforhold. Arbejdet giver social status og anerkendelse som samfundsborger (2).

Skal alle have et arbejde?

Hvis en del af de arbejdssammenhænge, voksne med udviklingshæmning indgår i, skal regnes som arbejde, må det imidlertid kræve en udvidelse af arbejdsbegrebet. Der lader nemlig til at være sket en omvending af forholdet mellem frembringelsen og dermed værdiforøgelsen som det primære og betydningen af at have eller ikke have et arbejde for den enkelte som det sekundære. Som det er tilrettelagt for mange voksne med udviklingshæmning, bliver det primære nemlig dét at have et arbejde og i forlængelse heraf den positive betydning for identiteten, det tænkes at have. Det kan også siges at være ud fra dette perspektiv Lisbeth Bruus-Jensen skriver i sin artikel andetsteds i dette blad, nemlig ud fra den underforståede præmis om, at det er godt at have et arbejde.

Det kunne måske alligevel – for eksperimentets skyld - være interessant at træde endnu et skridt tilbage og spørge, om der kunne være andre måder at se det på. Hvem siger, det er en indiskutabel sandhed, at alle skal have et arbejde? Kunne man i stedet for at arbejde på, at så mange som muligt kommer til at tilhøre den ”forjættede” kategori ’mennesker med tilknytning til arbejdsmarkedet’ arbejde med at give andre gruppetilhørsforhold højere status? Kunne det blive givet status at være kunstner, også hvis man er et menneske med udviklingshæmning, uden det skal sættes ind under en overskrift af at gå på arbejde på et værksted?

Ud fra ønsket om selvudvikling og oplevelse af selvværd er en vej at gå altså at søge at få så mange mennesker med udviklingshæmning som muligt i arbejde (med risiko for at strække arbejdsbegrebet til ukendelighed) – en anden spændende vej at udforske kunne også være give status og vægt til nogle andre fortællinger end lige den om arbejdslivet.

1) Mogens Agervold & Ole Steen Kristensen (1996). Det udviklende arbejde. Århus, Aarhus Universitetsforlag.

2) Unni Hegdal & Kirsten Thorsen (2007). Om betydningen av arbeid, dagsenter- og aktivitetstilbud for mennesker med utviklingshemning. SOR Rapport, nr. 1