Flere med handicap i arbejde
Af: Mette Dissing Sandahl, Center for Ligebehandling af Handicappede
-
Beskæftigelsen for personer med et handicap er i vækst, ifølge en ny interviewundersøgelse som SFI har lavet for Arbejdsmarkedsstyrelsen. I perioden 2005-2006 voksende andelen af personer med handicap, som er beskæftigede mere end 15 timer om ugen, fra 50,6 pct. til 54,8 pct. I samme periode forblev andelen af personer uden handicap i beskæftigelse uændret. På landsplan har cirka 25 pct. af de 16-64-årige et handicap eller et længerevarende helbredsproblem.
Nordjylland bedst til integration 9.000 danskere er blevet udspurgt om deres forhold til at arbejde sammen med handicappede og om deres kendskab til beskæftigelsesfremmende støtteordninger for handicappede og svarene viser store regionale forskelle
Regionalt er der forholdsvis flest personer med handicap i beskæftigelse i Nordjylland, som også er den region, hvor lønmodtagerne er mest positive over for at arbejde sammen med personer med handicap.
95 procent af de adspurgte nordjyder vil gerne arbejde sammen med en handicappet, også selvom det betyder, at de skal hjælpe vedkommende en halv time om dagen. Tallet svinger mellem 83 og 85 pct. i de øvrige tre regioner.
Kendskabet til beskæftigelsesfremmende støtteordninger for handicappede er størst i Nordjylland og Syddanmark, og forskellen på uddannelsesniveauet mellem handicappede uden beskæftigelse og handicappede i beskæftigelse er mindre i Nordjylland end i resten af landet.
Fakta: De to undersøgelser kan downloades på www.sfi.dk
|