Referat fra
Joint meeting of the physical health/ mental health SIRGS of IASSID
11-13th September 2002.
University of Glasgow

Mødet bestod af tre afdelinger:
1. Almindelig helbredsproblemer.
2. Epilepsi behandling og
3. Psykiatriske problemstillinger

Jeg skal her referere den første session.

New Zealand, Australien, England og Holland er længst fremme med helbredsundersøgelser blandt voksne, der er flyttet ud fra store institutioner. Her kunne man vise, at efter udflytningen af de udviklingshæmmede til små boenheder ophørte opsporing af diagnose og årsager til udviklingshæmning. På samme måde var der ingen sikker opsporing af sansehandicap på f.eks. hørelse og syn.

Indledningsforedraget af Helen Beange (Sydney, Australien) omhandlede alle de områder på hvilke udviklingshæmmede manglede almindelig medicinsk overvågning og disse områder blev i de følgende foredrag genstand for mere detaljeret omtale. Helen Beange kunne vise, at 43 % af de voksne havde medicinsk problemer, der ikke tidligere var diagnosticerede. Hun nævnte også at hverken plejepersonale, forældre eller det helbredssystem som de enkelte sorterede under var interesserede i at opdage fysiske årsager til dårligt helbred. Hun spekulerede på om det kunne skyldes den ”dæmonisering” som medicinsk behandling tidligere havde været underkastet eller om dårligt helbred kunne opfattes som et led i adfærdsproblemer.

Helbredsundersøgelser

I det følgende fortalte læger fra forskellige lande om større helbredsundersøgelser, der omfattede mange personer, hvordan man i de pågældende lande fandt, at talrige medicinske problemer først blev erkendt, når der blev sat regelmæssige undersøgelser af hver enkelt i gang.

I flere studier blev undersøgelserne foretaget af praksis sygeplejersker. Det er særligt uddannede sygeplejersker, som foretager ukomplicerede undersøgelser og målinger af patienter i almen lægens konsultation. De kan måle hørelse, syn, vægt, og foretage urinundersøgelser, men selv om de var interesserede i udviklings hæmmede, mente de selv at de manglede undervisning og erfaring.

Man anbefalede årlige kontrolundersøgelser af hver enkelt person hos vedkommendes egen læge, og foreslog at så meget som mulig blev gennemført lokalt, fordi der opstod store problemer når udviklingshæmmede blev indlagt på almindelige hospitaler.

Det blev slået fast, at man i mange år har vidst, at udviklingshæmmede personer ofte får alt for megen medicin, og den læge, der prøver at ændre forholdene bliver sjældent støttet. I dag findes der kliniske farmaceuter, som kan vejlede læger i den mest hensigtsmæssige behandling, de vil være til stor nytte blandt almenlæger og speciallæger der behandler udviklingshæmmede personer.

Fysiske problemer


Mange udviklingshæmmede personer har fordøjelsesproblemer, blandt de alvorlige er smertefulde mavesår, der kan give maveblødning og tilmed kan føre til perforation af mavesækken. I de sidste år er det vist at helicobacter pylori bakterien er årsag til mavesår. Det viste sig at at H pylori findes hos næsten alle voksne, der bor eller har boet på institutioner, og at H pylori er mere almindelig hos udviklingshæmmede, der aldrig har boet på institution end hos almenbefolkningen. H pylori kan behandles, men en nøjagtig diagnose er væsentlig og metoden må efterprøves der hvor den skal bruges.

Væskemangel, fedme og underernæring kunne findes i mange tilfælde blandt voksne udviklingshæmmede og en diætist ville være til stor nytte i denne befolkning. Overvægt og forhøjet blodtryk blev fundet hos mange voksne, men hyppigheden varierede mellem 2 og 64%. Undervægt blev fundet hos andre og i nogle studier i op til 43%

Uanset hvilke helbredsproblemer der var tale om, havde de udviklingshæmmede behov for at have en anden person med sig når de kom til lægen Denne person kunne hjælpe med at forstå beskeder, og med at tage stilling til de forslag lægen kom med.

Nedsat hørelse blev fundet hos i 30-40% af en hollandsk voksenbefolkning med udviklingshæmning, men behandling med høreapparat var særdeles vanskelig at gennemføre.

I forbindelse med udslusning til boenheder fra en stor institution blev hver enkelt person vurderet udfra de forhåndenværende journaloplysninger, samtidig blev hørelse og syn undersøgt hos alle. Det var yderst sjældent at finde oplysninger om neurologiske og genetiske problemer i journalerne, plejepersonalet kunne ikke vurdere hørelse og syn, og der var udpræget behov for regelmæssige medicinske undersøgelser af speciallæger og tilbagemelding i dagligt sprog. I de lande hvor screening for brystkræft og tyktarmskræft var indført for den almindelige befolkning, blev tilsvarende undersøgelser kun sjældent tilbudt udviklingshæmmede voksne.

Synsproblemer

Min egen undersøgelse viste at forekomsten af alvorlig synsnedsættelse var større blandt udviklingshæmmede voksne end selv blandt de værst angrebne områder i Centralafrika. Plejepersonalet kunne ikke med sikkerhed skelne mellem normalt syn og synsnedsættelse, og i betragtning af at halvdelen af de udviklingshæmmede voksne havde synsnedsættelse var det nødvendigt at gennemføre synsprøver hos hver enkelt hvert 5 år.

Generelt blev det flere gange understreget, at der i dag kendes så mange årsager til udviklingshæmning, at man ikke kan forvente at almenlægen er bekendt med alle, specielt ikke fordi hver af disse årsager er meget sjældne. Diagnosen er alligevel væsentlig, fordi den vil afsløre, om der er særlige komplikationer ved den fundne diagnose ( fx nyresygdom, blodpropper, specielle synsproblemer), og fordi det i flere tilfælde vil være muligt at vejlede familien om risiko for lignende tilfælde.

Der er al mulig grund til at antage at de samme forhold gør sig gældende i Danmark som i Australien, New Zealand, England og Holland.