Er det al forskning der rokker, eller kan selv seriøse forskere gå hen og blive en smule stereotype i deres adfærd. Vi lader VIPU-Videns læsere selv dømme, når vi i det følgende viderebringer resultaterne fra en netop offentliggjort undersøgelse foretaget af 3 forskere fra Illinois Universitetet i Chicago.

Emnet for forskernes analyse er ”body-rocking” eller på jævnt dansk rokken med kroppen på en ensformigt og stereotypisk måde, som det er velkendt hos nogle udviklingshæmmede. Resultaterne står offentliggjort i det ansete ”American Journal on Mental Retardation”, så det er ganske vist.

I virkeligheden er de tre forskeres interesse for ”rokken” fremprovokeret af 4 andre forskeres undersøgelse om ”rokken”, der blev offentliggjort allerede i 1999. I den ældre undersøgelse bad forskerne nogle studerende om at sidde og rokke, og herefter målte forskerne så rokke-frekvensen hos henholdsvis de studerende ”falske” rokkere og en gruppe personer med udviklingshæmning, der så at sige rokkede på en naturlig måde.

Til alles overraskelse viste måden at rokke på, at være mere ensformig blandt de studerende falske rokkere end i gruppen af udviklingshæmmede, hvilket førte forskerne frem til den hypotese af ”body-rocking”, som det kendes hos nogle personer med udviklingshæmning, måske ikke er så en stereotyp en adfærd, som man gik og troede!

Denne dristige hypotese blev åbenbart for meget for de tre forskere ved Universitetet i Chicago. Derfor iværksatte de - med økonomisk støtte fra ”National Institute of Child Health and Human Development” – et storstilet rokkeprojekt, hvor 5 psykologistuderende skulle rokke på det ene hold, og 5 personer med udviklingshæmning rokkede på det andet hold.

For at det hele kunne gå retfærdigt og videnskabeligt til, var det den samme stol alle 10 deltagere fik at rokke i, og det blev optaget på video af et kamera placeret præcist 1.95 m væk. Den rokkende deltagers næse blev anvendt som fixpunkt, og kun rokken fremad blev registreret som rigtig rokken. Via netmaske på videoskærmen var forskerne i stand til at fastlægge rokkeudslaget med op til 5 cm’s nøjagtighed.

Nøje analyse af videooptagelserne viste, at der ikke kunne påvises nogen statistisk signifikant forskel mellem de psykologi-studerendes måde at rokke på og de udviklingshæmmedes.


Forskerne gik imidlertid et skridt videre, og her er det, at læseren skal holde tungen lige i munden, for nu begynder det at blive kompliceret. De udviklingshæmmede blev nemlig i et efterfølgende forsøg anmodet om at rokke på en unaturlig måde, således at forskerne kunne måle eventuelle forskel i de udviklingshæmmede naturlige og unaturlige rokken.

Den pædagogiske fremgangsmåde bestod i, at en af forskerne satte sig ved siden af den udviklingshæmmede og med sin egen krop demonstrerede, hvorledes han eller hun skulle rokke unaturligt. Hvis den udviklingshæmmede enten ikke forstod anmodningen eller følte at tiden kun anvendes på mere seriøse aktiviteter, så forsøgte forskerne at tilskynde til deltagelse i den unaturlige rokken ved hjælp af vindruer.

På den måde lykkedes det at få 4 ud af 7 udviklingshæmmede overtalt til at rokke unaturligt i så passende et omfang, at forskerne kunne video-registrere aktiviteten, også denne gang med den udviklingshæmmedes næse som fix-punkt og med 5 cm’s nøjagtighed. De 3 øvrige valgte tilsyneladende at nøjes med vindruerne.

Resultater af dette epokegørende forsøg viste, at de udviklingshæmmedes naturlige rokken var mere ensartet og stereotyp end når de rokkede unaturligt.

Og hvad er det så lige for en konklusion, vi skal drage på dette? Jo, siger forskerne, noget tyder på, at ensartetheden i de udviklingshæmmedes naturlige rokken skyldes, at denne rokken er mere indgroet og bedre indlært end den nye unaturlige måde at rokke på, og derfor ikke viser så stor variation i frekvens og udslag.

Sig så ikke, at VIPU-Viden ikke holder dig orienteret om den nyeste internationale forskning. Historien melder imidlertid intet om, hvorledes vindruerne smagte, så resultaterne bør muligvis tages med et vis forbehold.



Litteratur:



Berkson, G., Andriacchi, T. & Sherman, L.: More information on the Nature of Stereotyped Body-Rocking. ( AJMR, 2001, vol. 106, no. 3, 205-208).

Newell, K., Bodfish, T., Sprague, R.: Variability of stereotypic body rocking in adults with mental retardation. (AJMR, 1999, vol. 104, 279-288).