Trondhjem i Norge var sidst i maj vært for et todages kursus i psykoterapeutisk behandling af psykiske lidelser hos udviklingshæmmede. Dette var det første af sin art i Norge (og Danmark), idet indholdet udelukkende bestod af rutinerede terapeuters erfaring med psykoterapeutisk arbejde med denne gruppe. Kurset lagde op til, at deltagerne fik konkrete input, de kunne bruge i deres daglige arbejde med udviklingshæmmede. Det var da også blevet tilrettelagt således, at kurset kunne godkendes af både Norsk Psykologforening og Den norske Lægeforening som led i disse faggruppers efteruddannelse. I alt ønskede 48 deltagere at få del i denne viden, heriblandt psykologer, læger og pædagogisk personale.
De fire hovedoplægsholdere repræsenterede hver især forskellige teoretiske tilgange til psykoterapi. Det var dog interessant at se, at alle grundlæggende var enige i, at man må anerkende udviklingshæmmede som rigtige mennesker med det samme psykiske liv og med samme krav på hjælp som alle andre.

Den norske psykologspecialist Per Lorentzen lægger på befriende vis vægt på følelserne i arbejdet med udviklingshæmmede - befriende idet det flytter fokus fra det kognitive, fra læring og færdigheder, som indebærer, at man møder de udviklingshæmmede på områder, hvor de er svage. Der er nemlig mange områder, hvor de udviklingshæmmede er helt normale, eksempelvis i glæden ved at opdage, at man ikke er helt alene. Dette blev illustreret ved historien om Gunnar, der havde for vane at sno et bælte om hånden, mens han gik i ring om sig selv. Dette blev anset for uhensigtsmæssigt af personalet, fordi han ikke var til at komme i kontakt med, når han gjorde dette. I mødet med ham tænkte Per Lorentzen ikke “afvigende adfærd” men i stedet “sær hobby” og prøvede derefter at gøre det samme. Genkendelsens glæde- over at træffe en åndsfælle, var stor for Gunnar! Det gælder om at holde sig for øje, at det grundlæggende i kommunikationen også for udviklingshæmmede er at dele - behovet for at blive forstået og set er almen menneskeligt.

Per Lorentzen karakteriserede mange udviklingshæmmede som mennesker uden nutid. I personalets stræben efter evig opkvalificering på brugerens vegne, bliver den udviklingshæmmede fanget på baggrund af fortiden (“hvad plejer han at gøre?”) med blikket rettet mod fremtiden (“hvad skal han lære?”) - Det bliver mennesker uden nutid. I psykoterapien har man netop muligheden for at vise de udviklingshæmmede, at de har en nutid, og at anerkende denne. Det grundlæggende i dette samspil mellem den udviklingshæmmede og terapeuten må være, at du og jeg er lige - og til dette er det følelserne, der er mediet. Det er altså et andet fokus i måden at opfatte relationen på, som også kan overføres til samspillet mellem bruger og personale. Det kan illustreres ved følgende eksempel: En bruger tager ikke selv sin jakke på, men beder om hjælp - den kognitive, færdighedsorienterede tankegang er, at det er han selv i stand til at gøre, så han skal ikke have nogen hjælp. Den emotionelle forståelse er, at brugeren her inviterer personalet ind i den sociale handling, det er at tage en jakke på. Den færdighedsorienterede tankegang kan føre til en “problematisering” af brugeren, som betyder, at personalet fjerner sig fra den udviklingshæmmede som person, og den udviklingshæmmede kommer til at stå alene. Dette betyder også, at han kommer til at stå alene med de oplevelser, tanker og følelser, som hans daglige møde med verden giver anledning til. Hvis kommunikationen med andre mangler, er det også svært at få rede på, hvem man er, hvad man tænker, mener osv., idet identiteten udvikles i samspil med andre. Mangler man dette samspil, er man i farezonen for angst og depression.

Derfor kan psykoterapi være en måde at give den udviklingshæmmede klient mulighed for at udvikle sin selvforståelse gennem at blive mødt her og nu. Klienten får en kognitiv frizone og oplever, at her har han ingen mangler eller funktionshæmninger. I terapien tolker Per Lorentzen ikke på det, klienten siger. Hvis han tolker, kan han ikke høre efter, hvad klienten vil sige ham lige nu, men svarer i stedet med noget fra fortiden. Her adskiller Per Lorentzen sig fra eksempelvis psykoanalytiske tilgange til terapi, idet han ikke har nogen forestillinger om betydningen af klientens fortid og således heller ikke tillægger dem nogen motiver med udgangspunkt i denne.

Fra Sverige deltog psykologen Barbro Carlsson, der i juni 1999 afsluttede en undersøgelse af virkningen af psykoterapi for voksne udviklingshæmmede (1). På trods af at Barbro Carlsson har et psykoanalytisk udgangspunkt for sin terapi, er hun helt på linje med Per Lorentzen, når hun svarer på sit oplægs titel “Hvordan bliver man menneske?”. Det bliver man gennem gode relationer og følelsesmæssig dialog med andre. Det sværeste for et menneske er, hvis man ikke føler sig knyttet til nogen. Her kan psykoterapien hjælpe til at genskabe den følelsesmæssige dialog, når klienten bliver bekræftet i sin meningsfuldhed.
I og med den følelsesmæssige udvikling er forsinket, kan den udviklingshæmmede have svært ved at skelne, genkende og benævne forskellige følelser, og netop dette “udredningsarbejde” er hovedformålet med terapien. Dette skal sætte en tankevirksomhed i gang hos klienten - der skal sættes ord og begreber på, så klienten kan komme udover oplevelsen af, at tingene bare sker. Det er Barbro Carlssons erfaring, at alle de udviklingshæmmede klienter, hun har haft i terapi, har talt om skammen over at være udviklingshæmmet. Derfor er det vigtigt at tale med klienten om, at han er udviklingshæmmet, og hvad denne betegnelse indebærer. I forlængelse heraf er der i terapien også fokus på klientens livshistorie for at hjælpe klienten til at få samling på sig selv og sin selvopfattelse.

Den sidste psykolog, der delte ud af sine erfaringer med psykoterapi for udviklingshæmmede, var Andrew Jahoda fra universitetet i Glasgow. Han arbejder med psykoterapi indenfor en kognitiv referenceramme og har fundet, at dette ikke er uden problemer. Kognitiv terapi er en terapiform, der kræver, at klienten og terapeuten i fællesskab udforsker klientens problemer. Netop dette samarbejdende fællesskab kan være vanskeligt at etablere, blandt andet fordi udviklingshæmmede ikke er vant til at have en sådan magt og indtage en sådan status. Tillige er klienten måske ikke engang klar over, hvorfor han er der, fordi han ikke har selv har henvendt sig, men er blevet henvist af eksempelvis personale. Det er Andrew Jahodas erfaring, at det er vigtigt at samarbejde tværfagligt med personalet omkring den udviklingshæmmede klient. Dette er nødvendigt for at sikre, at positive ændringer, der opnås i terapien, også overføres til klientens dagligdag. Andrew Jahoda har gennem sit arbejde fundet mange argumenter mod brugen af kognitiv terapi i arbejdet med udviklingshæmmede, blandt andet begrænsninger i tænkningen, kommunikationen og i evnen til at indgå i sociale samspil. Ikke desto mindre har verden mening for udviklingshæmmede, ligesom den har for alle andre, og én måde at arbejde med denne mening på kan for visse udviklingshæmmede være kognitiv terapi. Andrew Jahoda og hans kolleger har for nylig lavet en undersøgelse af et aspekt af udviklingshæmmedes måde at opfatte verden på, nemlig når det handler om udviklingshæmmede, der opfører sig aggressivt. Det viser sig, at disse udviklingshæmmede forstår verden anderledes, idet de i tvetydige situationer oftere opfatter andres handlinger som truende. Denne måde at skabe mening på, kunne være et indsatsområde i en kognitiv terapi.


Nu er der jo andet end hoved på udviklingshæmmede, og Margareta Nordeman arbejder med kropsorienteret psykoterapi med fokus på seksuelle problematikker hos udviklingshæmmede. Dette bliver en meget konkret terapi, idet klienten (og terapeuten) hele tiden skal mærke i kroppen, hvad der sker, og hvilke følelser der er i spil. Vigtigheden af at inddrage kroppen illustreres ved, at vi alle - også selvom man ikke er uddannet til det - modtager og inkorporerer en persons kropslige udtryk i vores forståelse af ham eller hende.
Når vi handler indgår både følelser/behov og erfaringer/forstand, men alle reagerer i visse situationer på følelse/behov-delen. Dette gælder måske særligt udviklingshæmmede, hvor det i særlig grad er på forstanden, hæmningen er. Margareta Nordeman har lavet et projekt, hvor kropsorienteret psykoterapi overfor udviklingshæmmede med seksuelle problematikker i det store hele har vist sig at være en gavnlig - men langvarig - terapiform (2). I terapien er kodeordene klientens følelser/behov, grænsesætning og selvfølelse. Tillige har hun beskæftiget sig mere indgående med emnet udviklingshæmmede og seksualitet i bogen “Utvecklingsstörning och sexualitet. Sexuella behov och uttrycksformer” (3).

Endnu engang kan vi bekræfte hinanden i, at det er muligt at hjælpe udviklingshæmmede ved at tilbyde dem psykoterapi. Det handler måske ikke så meget om, hvilket teoretisk udgangspunkt, man har, men om at man anerkender udviklingshæmmede som tænkende, følende og handlende mennesker ligesom alle andre. Og når der kan samles flere kompetente oplægsholdere og 48 entusiastiske deltagere til et kursus i Trondhjem sidst i maj, er der håb for, at der vil blive arbejdet for sagen, så de udviklingshæmmedes adgang til psykoterapeutiske ydelser kan blive forbedret.


(1) Carlsson, Barbro (1999). Psykoterapi för vuxna personer med utvecklingsstörning. Ett samverkansprojekt mellan baspsykiatriska kliniken sektor 1 och omsorg- och habiliterinsverksamheten i Lund. Slutrapport.

(2) Nordeman, Margareta (2002). Metodeutveckling av psykoterapi med personer med utvecklingsstörning och en sexuelt orienterad problematik. Slutrapport.

(3) Nordeman, Margareta (2002). Utvecklingsstörning och sexualitet. Sexuella behov och uttrycksformer. Stockholm, Carlsson Bokförlag.