Når man tænker på psykoterapi, får man måske umiddelbart et billede i hovedet, af to mennesker der sidder og taler sammen. Sproget er imidlertid ikke den eneste måde at kommunikere på, og psykoterapi kan finde sted under andre former og bruge andre kommunikationskanaler, for eksempel gennem tegne- og maleterapi, musikterapi eller dramaterapi.

Kommunikation

Når man bruger kreative udtryksformer i psykoterapi, er det blandt andet for at give klienten en mulighed for at udtrykke sine tanker og følelser uden at være begrænset af sproget. Sproget kan være begrænsende, hvis man ikke synes, det kan udtrykke de nuancer, man føler. For mange udviklingshæmmede gælder det også, at sproget ikke er så udviklet, og det kan derfor være svært at formulere, hvad man føler. Når man kan udtrykke sig gennem at tegne eller male, er det derimod ingen hindring.
I og med sproget hos mange udviklingshæmmede ikke er så udviklet, sætter det dem ofte i en underlegen position i forhold til deres mere velformulerede omgivelser. Ved at kommunikere gennem at tegne og male får den udviklingshæmmede mulighed for at kommunikere på lige fod med alle andre - en ikke-hæmmet kommunikation med øget selvværd til følge.
De kreative måder at udtrykke sig på er også mere direkte og spontane. Tanker og følelser skal ikke gennem det filter, det er at formulere dem sprogligt, og bliver måske derfor ikke på samme måde sorteret.

Det subjektive bliver objektivt

Tegne- og maleterapi er specielt i forhold til den traditionelle psykoterapi, idet der er et fysisk observerbart produkt af terapien, som består efter terapisessionens ophør. Når klient og terapeut blot taler sammen, eksisterer “produktet” af terapien kun i hovederne på henholdsvis klient og terapeut. I tegne- og maleterapi er der derimod et håndgribeligt resultat af terapien, som forbliver uforandret og senere kan tages frem. Man kan sige, at det subjektive bliver objektiviseret gennem at blive nedfældet på papir.
Man taler i denne forbindelse om isomorfisme, nemlig at kunstens form strukturelt er ens med kunstnerens indre tilstand(1). På denne måde bliver det kreative produkt en observerbar metafor for klientens liv.
Processen virker også den anden vej, således at det objektive kan gøres subjektivt. Det vil sige, at klienten gennem det kreative arbejde kan komme til at forholde sig til nogle hændelser eller oplevelser, som han hidtil ikke har forholdt sig til. Man taler om, at disse oplevelser bliver “ejet” af personen, som dermed får en mere integreret og fuldkommen selvforståelse.

Forskellige forståelser

Ligesom der findes forskellige måder til at lave sproglig psykoterapi, findes der naturligvis også forskellige måder at bruge de kreative terapier på. Disse er hovedsageligt bestemt af terapeutens måde at forstå terapiens virkning på. Der er eksempelvis forskel på, hvor meget struktur der er omkring, hvad og hvordan der skal tegnes eller males, og på hvor meget der bliver talt om det, det bliver lavet.

Nogle kunstterapeuter kan være af den overbevisning, at der ikke skal tales om det, klienten maler. Klienten skal udtrykke sig frit, og produktet skal stå uspoleret og uden at blive sprogligt analyseret. Udviklingen gennem terapien sker således alene gennem udviklingen i maleriet. Hvis en klient har lyst til at male det samme motiv igen og igen, skal han have lov til det, indtil det på et tidspunkt bliver udtømt. Denne trang til gentagelse skal således ikke problematiseres, og der behøver ikke blive gået nærmere ind i, hvorfor han bliver ved med at male det samme. Andre kunstterapeuter vægter derimod samtale højt og bruger klientens maleri som springbræt for en terapeutisk samtale.
Fælles er imidlertid, at det ikke kun er produktet (maleriet), der er det vigtige, men også - og måske især - relationen mellem klient og terapeut. Det er ikke det samme at male alene som at male i tilstedeværelsen af en anden. Når klienten maler, mens terapeuten er ved siden af, formidles en forståelse, anerkendelse og accept af klienten som person. Denne anerkendelse og accept er en forudsætning for selvudvikling.

Tegneterapi som gruppeprojekt

Som tidligere nævnt kan tegne- og maleterapi bruges til at arbejde med oplevelser, som klienten måske ikke tidligere har delt med andre, og som kan være svære at håndtere alene. I 1995 udkom en bog tegnet og fortalt af en gruppe udviklingshæmmede på Sandemandsgården på Bornholm(2), som er et eksempel på et tegneterapeutisk arbejde. Bogen illustrerer det arbejde, der blev gjort i en skriveværkstedsgruppe på aktivitetscentret Sandemandsgården. De udviklingshæmmede bestemte selv, hvad de ønskede at arbejde med, og det siges i forordet, at efterhånden som “lig blev gravet frem af lasten” og tungere problemstillinger blev tacklet gennem at få sat tegninger og ord på, blev der også plads til at arbejde med mere glædelige oplevelser.

I bogen vises mange fine eksempler på, hvordan eksempelvis dødsfald i den nærmeste familie og andre belastende oplevelser er blevet bearbejdet gennem tegninger og små fortællinger. Arbejdsgruppen har tydeligvis givet plads til, at brugerne kunne få rum til at tale om og bearbejde nogle oplevelser, som de måske ikke tidligere har talt så meget om. Det kan måske være svært i hverdagen at finde tid til det - og det kræver også, at der er en person, man er fortrolig med. Denne tid og denne fortrolighed findes i en sådan terapeutisk gruppe.

At det letter og giver overskud, kan der ikke være tvivl om. Undertitlen på bogen fra Sandemandsgården er da også: Så gik der hul på bylden - hurra, hurra!



(1) Franklin, M. (2000). Art Practice/Psychoterapy Practice/Contemplative Practice: Sitting on the Dove´s Tail. Guidance & Counselling, vol. 15(3), pp. 18-22.

(2) En bog tegnet og fortalt af en gruppe udviklingshæmmede på Sandemandsgården (1995). Udgivet af LEV´s Forlag, København.