Der er for tiden igen kommet fokus på udviklingshæmmede som forældre - og måske særligt fokus på børnene med bekymringen om, at “børnene bliver taberne”.

Det må være vigtigt, at debatten omkring udviklingshæmmede som forældre ikke kommer til at dreje sig om først og fremmest personlige holdninger. En nuanceret debat vil tage afsæt i barnets omsorgsbehov og forældrenes kompetencer i den aktuelle situation, samt mulighederne for og udformningen af hjælpeforanstaltninger.

Man kan sige, at der er i hvert fald fire spørgsmål, som står centralt: Det første er spørgsmålet om retten til at få børn versus pligten til at drage omsorg for disse børn. Det andet er, om der er noget forskning at støtte sig til. Det tredje er, om det er udviklingshæmmede i, hvad man kan kalde, diagnostisk forstand, vi taler om eller ej. Det fjerde er spørgsmålet om, hvad vi forstår ved begrebet “forældrekompetence”.

Ret versus pligt

Perspektivet ‘ret versus pligt’ er blevet inddraget i debatten om udviklingshæmmede som forældre i kølvandet på det øgede fokus på udviklingshæmmedes rettigheder. Der er således ved at ske et fokusskift fra udviklingshæmmedes rettigheder til de pligter, der følger af disse udvidede rettigheder - i dette tilfælde pligten til at tage vare på de børn, de har “ret til” at få.
Det burde således være indiskutabelt, at omsorgskravene til udviklingshæmmede forældre er de samme som til alle andre, eftersom omsorgsbehovene fra børnenes side er de samme. Dette betyder naturligvis også, at man ikke kan stille krav om, at udviklingshæmmede skal udvise perfekt forældreomsorg, for hvor mange ikke-hæmmede forældre lever op til dette krav? Hvad man derimod kan forlange er god-nok omsorg, og hvad dette indebærer, vender vi tilbage til senere.

Udviklingshæmmede?

Inden da er det nemlig interessant at se på, hvem debatten omkring udviklingshæmmede som forældre i virkeligheden handler om. Det kan ofte være uklart, hvilke mennesker debattørerne tænker på. Betegnelsen “de udviklingshæmmede” dækker over en gruppe af mennesker med et bredt spektrum af sociale og intellektuelle vanskeligheder. Det kan derfor være vidt forskellige mennesker, deltagerne i debatten har i tankerne, når de taler optimistisk eller pessimistisk om udviklingshæmmedes forældreevne. Dette er problematisk, fordi der ikke kan være tvivl om, at graden af udviklingshæmning har stor indflydelse på forældreevnen. I det hele taget er variationen så stor, at det er vanskeligt at tale om grupper af udviklingshæmmede, og det er måske i virkeligheden bedre at se på konkrete enkelttilfælde.

Undersøgelsesgrundlaget

Hvis man søger at finde et forskningsmæssigt belæg for sit standpunkt i debatten, bliver det ikke meget bedre. Det viser sig, at de, der deltager i undersøgelserne, som oftest er udvalgt på baggrund af udokumenterede kriterier eller sagsbehandlernes skøn. Det eneste fællestræk, som deltagerne på tværs af undersøgelserne deler, er intelligenshandicappet. Vi ved imidlertid, at udviklingshæmningen også har konsekvenser i forhold til sociale faktorer, personlighed med videre, og den kan derfor ikke sættes lig med intelligenshandicappet.

På trods af dette er det imidlertid intelligenskvotientens betydning for forældrekompetencen, der er bedst undersøgt. Det fører ofte til rørte vande, når man bringer intelligenskvotienten på banen som årsagsfaktor, og der findes da heller ikke bevis for simple, lineære årsagssammenhænge mellem intelligens og eksempelvis forældreevne. Hvad, der derimod er fundet, er komplekse, cirkulære sammenhænge mellem IQ og eksempelvis uddannelsesniveau, social status mv. Herudover kan de fleste vel nok være enige i, at det at være udviklingshæmmet er forbundet med en yderligere risiko for en ophobning af almenmenneskelige belastningsfaktorer - eksempelvis nederlagsoplevelser i forbindelse med en svær skolegang.
Undersøgelsesgrundlaget lider derudover af den svaghed, at det oftest reelt kun er moderen, der inddrages i undersøgelserne, selvom det er forældreevne, der undersøges. Dette er en konsekvens af, at langt størstedelen af undersøgelsesdeltagerne er enlige mødre (hvilket viser sig at være endnu en risikofaktor i forhold til forældreomsorgen).

Forældrekompetence

Hvad menes med begrebet forældrekompetence? Forældrekompetence er karakteriseret ved at være et relationelt, dynamisk og kontekstuelt begreb.
Med relationelt menes, at det refererer til relationen mellem barn og forældre: forældrekompetence kan kun udspille sig i forholdet til et konkret barn. Med dynamisk menes, at det ændrer sig over tid. Forældrekompetencen er jo ikke statisk, men ændrer sig i takt med både barnets og forælderens udvikling. At begrebet er kontekstuelt henviser til, at forældrekompetencen er afhængig af de rammer, den skal udspille sig indenfor.
Man kan altså ikke definitivt definere forældrekompetence, og det er derfor måske bedre at se på de risiko- og beskyttelsesfaktorer, som har betydning for, om forældrerollen kan udfyldes kompetent - eller med andre ord: at forældrene kan yde god-nok omsorg.
Centralt i denne forståelse står tilknytningsteorierne, som har udviklet sig fra at være en teori om det tidlige mor-barnforhold til at være en teori om omsorgens betydning for personlighedsdannelsen, barnets psykiske sundhed og senere udvikling. Centralt for tilknytningen er moderens sensitivitet, som kan sidestilles med hendes evne til at opfatte verden fra barnets synspunkt.
Man finder at, den kompetente forælder, som yder god-nok omsorg, har en evne til: at opfatte barnet realistisk (som det er), at engagere sig positivt følelsesmæssigt i barnet, at føle empatisk med barnet og at have en realistisk forventning til barnets mestring.
I forlængelse af dette er der forskellige hindringer, der - generelt set - kan gøre det vanskeligt for udviklingshæmmede at være sensitive over for deres børn. Det har vist sig, at udviklingshæmmede har en tendens til at fejlfortolke andres hensigter og følelser, en manglende mestring af sproglige og ikke-sproglige færdigheder i de sociale samspil og vanskeligheder ved at sætte sig i den andens sted (tage den andens synspunkt).
Derudover må man være opmærksom på i hvilket omfang, omgivelsernes negative forventninger til udviklingshæmmede forældre fører til et lavere selvværd og en lavere tro på egne evner (med deraf følgende negative konsekvenser for forældrekompetencen).
På baggrund af en større gennemgang af tilgængelig, forskningsbaseret materiale (se reference) konkluderes det således, at udviklingshæmmede viser sig at have større eller mindre vanskeligheder i varetagelsen af omsorgen for det lille barn.

Forældrepotentiale

I og med forældrekompetence er et dynamisk begreb, er det imidlertid ikke nok at konkludere, at udviklingshæmmede forældre har svært ved at yde god-nok omsorg. Man må også se på deres potentiale til at udvikle en bedre omsorg.

Interventionsprogrammer rettet mod udviklingen af forældrekompetencen har vist, at mødrene kan indlære konkret adfærd, for eksempel praktiske færdigheder og anvisninger for samspillet med barnet. De har derimod svært ved at overføre, hvad de lærer, til at gælde passende omsorg generelt. Lige sådan har mødrene svært ved at generalisere den anden vej og oversætte den viden omkring omsorg på et abstrakt niveau, som de lærer, til egen handling.
Dette viser sig særlig problematisk, når børnene når en vis alder. For det første skal forældrene fortløbende undervises i, hvordan de skal varetage deres børns ændrede omsorgsbehov. For det andet bliver kravene til forældrene så komplekse, at det ikke er muligt at opfylde disse krav gennem indlæring af et konkret omsorgsrepertoire. Dette aspekt af debatten er efterhånden ved at komme mere på banen som følge af, at fokus er flyttet til børnene som “mulige tabere”.

Kan der gives et svar?

Skal debatten trækkes hårdt op, drejer den sig vel om spørgsmålet “egner udviklingshæmmede sig til at være forældre?” Svaret kan imidlertid ikke gives lige så kort. Selvom det er vanskeligt at drage nogen konklusion på baggrund af de undersøgelser, der foreligger, vil det måske netop være, at det ikke er til at give noget alment gældende svar.
Om en given forældre kan yde god-nok omsorg afhænger af en lang række faktorer hos barnet, forælderen, forholdet mellem de to, omgivelserne og forholdet mellem barn/forælder og omgivelserne. Den mest frugtbare måde at forholde sig til spørgsmålet på er derfor nok at forblive nuanceret i debatten og så i øvrigt se på det enkelte barn/forældreforhold med tilhørende beskyttelses- og risikofaktorer for herud fra at yde den bedste kontinuerlige støtte.


Reference:
Camilla Gravgaard Nielsen (2002). Svagt begavede forældre - En undersøgelse, analyse og diskussion af svagt begavedes potentiale til at blive kompetente småbørnsforældre, samt hvilke elementer, der bør indgå i praksisvurderingen af svagt begavedes forældrekompetence. Upubliceret kandidatafhandling, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.