“Tar vi utviklingshemmede på alvor” var overskriften på en udbytterig og tankevækkende konference, der i foråret blev afholdt i Oslo.

Undertitlerne for de enkelte dage var for første dag “Sett og forstått” og for anden dagen “Menneskeverd”.
Disse overskrifter afspejler på hver sin måde de bevægelser, der i de senere år er blevet frem-herskende i synet på mennesker med udviklingshæmning i en række lande omkring os.
Bag denne forandring i synet på udviklingshæmmede ligger såvel nyere psykologisk forskning, nyere udviklingspsykologiske teorier samt ikke mindst et langt mere omfattende arbejde med fokus på menneskesyn, menneskerettigheder og etik i arbejdet med mennesker med udviklingshæmning, end vi kender herhjemme.
Bag disse titler på konferencen gemmer sig en bevægelse i synet på mennesker med udviklingshæmning bort fra et lineært menneskesyn, hvor mennesker med udviklingshæmning bliver sammenlignet med “gennemsnitsmennesket” og målt på deres fejl og mangler på især indlæ-rings- og kognitive områder, og hvor hovedbestræbelserne i pædagogik og samvær med disse mennesker indeholder øvelse og træning med sigte på at “fylde hullerne ud”, kompensere for deres “mangler” og bringe dem nærmere gennemsnitsmennesket.

Denne måde at betragte mennesker med udviklingshæmning implicerer, at vi ikke kommer til at se dem som hele mennesker men i “dele og stumper,” og ifølge den norske psykolog Per Lorentzen (oplæg på konferencen og bogen: Uvanlige barns sprog) især fokuserer på det de ikke kan, og således møder vi dem på arenaer, hvor de er svage.
Dette har medført, at vi sjældent møder dem som mennesker i et emotionelt, afslappet samvær,
men at også de situationer, hvor vi andre blot er sammen, slapper af, har nærvær på et emotionelt plan, bliver til situationer, hvor de bliver observeret, får fokus rettet mod, hvad de ikke kan. Således bliver selv situationer, der ellers skulle være hyggelige og afslappede, som f.eks. et måltid eller et bad, til stadighed “en træningssituation” for dem, hvor de helst skal have lært et eller andet, blive bedre til noget eller opdrages på.

Der var på konferencen en lang række spændende og tankevækkende oplæg erfarne norske psykologer, forskere, miljøterapeuter, en filosof med videre kombineret med debatter med de forskellige oplægsholdere.
Vi vil her beskæftige os med et af de oplæg, der blev holdt på konferencen, nemlig et oplæg om “utfordrende adferd” af Stephen von Tetzchner.
I næste nummer af Vipu-viden vil vi beskæftige os mere med de tanker psykolog Per Lorent-zen fremkom med i sit oplæg, hvoraf nogle kort er skitseret ovenfor.

Stephen von Tetzchner

Mødet med den udviklingshæmmede – Når adfærden bliver udfordrende.

Den norske professor i psykolog Stephen von Tetzchner kalder udviklingshæmning for lærehæmning. Han mener, at udfordrende adfærd ikke er tilfældig, samt at lærehæmningen - udviklingshæmningen ikke er årsagen.
Stephen von Tetzchner fortæller, at vi ved utrolig lidt om udviklingsforløbet i udfordrende adfærd, men at det ikke er en egenskab i personen.
Om adfærden bliver udfordrende (udadagerende) afhænger af, hvordan mennesker (her især pædagoger, vejledere m.v.) i den lærehæmmedes omgivelser har evne til at se, møde og forstå den lærehæmmede og på baggrund heraf håndtere den lærehæmmedes adfærd.
Om adfærden betragtes som udfordrende afhænger af, hvorledes andre opfatter den.
Ligeledes er det helt afgørende, hvorledes personer i den lærehæmmedes omgivelser er i stand til at mestre den udfordring, den udadreagerende adfærd eller truslen derom giver dem selv.
Von Tetzchner påpeger endvidere, det er meget vigtigt, hvorledes den udfordrende adfærd beskrives, og hvorledes der tænkes derom. Såfremt adfærden beskrives negativt og intentionerne bag den udfordrende handling ligeledes beskrives og tolkes negativt, som f.eks.: Han gør det for at få opmærksomhed eller opnå et eller andet, vil dette øge den udfordrende adfærd.

Ifølge Stephen von Tetzchner er det derfor vigtigt ikke at søge en individorienteret negativ tilgang, hvor svaret søges i lærehæmningen, selv om en del lærehæmmede i perioder viser udfordrende adfærd. Det er derimod vigtigt, at medarbejdere og andre i den lærehæmedes omgivelser inkluderer hele konteksten og forholder sig nysgerrigt, undrende, og stiller spørgsmål til, hvad der lige nu gør, at den og den må bruge udfordrende adfærd som en del af sit handle- og kommunikationsmønster.
Hvis ikke sådanne spørgsmål stilles og reflekteres over, vil man ikke kunne tilrettelægge livsvilkårene for den udviklingshæmmede, så de forebygger udfordrende adfærd.
De antagelser, vi gør om årsagen til den udfordrende adfærd, bliver bestemmende for de tiltag, vi sætter i værk.
Mangelfulde, fejlagtige, fastlåste og individorienterede antagelser samt negative beskrivelser vil føre til fejlagtige og ufuldstændige tiltag, som medfører, at den udfordrende adfærd ikke bliver bedre, snarere forværres.

Stephen von Tetzchner konkluderer, at når mennesker med lærehæmning udviser udfordrende adfærd i forhold til de krav, der stilles til dem, eller de kompetencer, situationen kræver af dem, så er det os som personale, der har fejlet, fordi vi ikke har tilrettelagt forholdene tilstrækkeligt. Det er ikke indholdet i kravene/situationerne de lærehæmmede reagerer på, men fordi det er vanskeligt og måske meningsløst set ud fra deres perspektiv.

Stephen von Tetzchner mener ikke, udfordrende adfærd er tilfældig - den har altid sine gode grunde, og der må være risikofaktorer i miljøet, og måske en øjeblikkelig sårbarhed hos den enkelte f.eks. skift af miljø og personale, hvilket han understreger ikke må ske samtidigt
Von Tetzchner fortæller, at der er en stærk tendens til - hos mennesker med udadagerende adfærd - udelukkende at fokusere på denne, så den bliver “hele personen”. Der fokuseres kun lidt på resten af personens liv - hverdagslivet/ søndagslivet - Altså meget lidt om personens liv og hvem personen er udover den udfordrende adfærd.

Udfordrende adfærd er gennem tiden blevet tillagt mange mest negative funktioner som:
- for at opnå materielle goder
- undgå og undslippe krav
- få opmærksomhed
- andet lignende.

Disse måder at betragte udfordrende adfærd bringer kun forværring af denne adfærd med sig. Stephen von Tetzchner slår til lyd for en tilgang, hvor man prøver at møde og forstå, følge hvad den lærehæmmede viser, være nysgerrig og ud fra refleksion, når frem til rigtige antagelser og alternative tolkninger.
I stedet for at tænke negativt om opmærksomhed, kan søgen af opmærksomhed tænkes som værende forskellige led i en proces. En henvendelse om eller initiativ til et samspil, hvor man prøver at få folk til at nærme sig med et mål, der hedder: Giv mig nærvær, støtte, og hjælp til at overleve. Derfor er søgen om opmærksomhed socialt rettet, og det at søge mod andre mennesker for at løse sine problemer er positivt.
Den udfordrende adfærd bruges kun, når andre former for henvendelser ikke høres, ses og mødes af professionelle.

Von Tetzchner siger, at såfremt den udfordrende adfærd forekom hos en 2-årig, ville man opfatte det som et ønske om tilknytning og hjælp til regulering af emotioner.
Ligeledes ser han det hos mennesker med lærehæmning. Opmærksomhed er ikke målet eller det endelige. Målet er derimod det at få hjælp til at løse problemer, få hjælp til noget svært, hjælp til at forstå eller hjælp til emotionsregulering. På den måde er søgen efter opmærksomhed en positiv ting, men desværre bliver mennesker med lærehæmming ifølge Stephen von Tetzchner’s erfaring oftest afvist, især hvis omgivelserne ikke ser ønsket om hjælp og den lærehæmmede så bliver tvunget til at reagere med endnu mere udfordrende adfærd.
Stephen von Tetzchner gentager, at det ikke er opmærksomheden for opmærksomhedens skyld, men begyndelsen til noget, hjælp til at nærme sig, et ønske der er intentionen. Det er derfor vigtigt at medarbejderne ser og forstår, og hjælper den lærehæmmede til at kunne give udtryk for behov, gøre rede for ønsket, i stedet for han/hun bliver afvist på den uønskede adfærd.
Ved ikke at tilrettelægge tilstrækkeligt og hovedsageligt fokusere på den udfordrende adfærd, fremmer vi denne og den lærehæmmede vil opleve endnu et nederlag, som han ikke får hjælp til at klare at mestre altså et dobbelt nederlag, fordi han heller “ikke klarede” den oprindelige situation.

Von Tetzchner mener, at mange mennesker med lærehæmning får problemer, fordi de oplever for mange nederlag. De kan ikke blot vende sig mod en ny situation og få noget positivt eller opleve at mestre denne. Ofte får de - især hvis situationen også er kombineret med udfordrende adfærd, ikke hjælp til at klare nederlaget, så de klarer at mestre og håndtere nederlag, men får negativ feed-back.

Det skal være O.K. også for udviklingshæmmede, at der er opgaver, de ikke kan mestre. Han understreger dog, at mennesker med Down Syndrom her ofte vil udgøre en undtagelse, da de ikke har fået lov at få negativ feed-back og ej heller støtte til at forstå.

Stephen von Tetzchner påpeger, at mange læresituationer vil danne udfordrende adfærd hos mennesker med lærehæmning, da situationerne ikke tilrettelægges godt nok, så det bliver muligt for den lærehæmmede selv at få oversigt, kontrol, opleve mestring og få hjælp til at regulere emotioner. Dette forstærkes af, at de lærehæmmede ofte vil vise følelser som er “forkerte, farlige”, eller som omgivelserne ikke finder acceptable for situationen eller alderen.

Sluttelig opfordrer Stephen von Tetzchner til, at vi andre bliver mere kreative, positive, nysgerrige og tænker mere over, hvad vi gør/ hvorledes vi tilrettelægger samt søger mere viden om den emotionelle udvikling i stedet for den kognitive udvikling og tilgang.

Endelig nævner Stephen von Tetzchner social refleksion, det vil sige den normale situation, hvor barnet står over for noget nyt og aflæser på forældrenes emotionelle udtryk, hvorledes de skal forholde sig til dette nye, og hvilke emotioner, der er relevante. Det samme gør mennesker med lærehæmning, og derfor er det vigtigt, hvad vi udstråler, også i de situationer, hvor de reagerer med ufordrende adfærd. Udstråler vi usikkerhed, utryghed, afvisning eller lignende, vil det forstærke adfærden.