Menu
Kalender
Mest læste artikler
Valerie udfordrer Freud
- Mette Egelund Olsen

Hendes hjem ligner et museum. Men helt uden støv, løftede pegefingre og vagter i krogene. På vagt er hun dog selv. Med sin viden, følelser og intuition. På vagt i arbejdet med de udviklingshæmmede. Hun mener selv at have slået hul i psykoanalysens fader Sigmund Freuds myte om, at der var tre grupper der ingen gavn havde af psykoanalyse: De psykotiske, kvinder over 40 år og så de udviklingshæmmede. Han tilføjede dog et måske i fremtiden, som hun fulgte og påstår i dag, at udviklingshæmmede også har gavn af psykoanalyse. Det hun i dag kalder for en psykodynamisk tilgang.

Hun stråler af engagement og af vilje til at komme tæt på. Professionelt ihvertfald. For hun har en sikkerhed, der gør hende i stand til også at holde sig tilbage. I baggrunden. Hvorfra hun tænker sit. Og netop tankerne er vigtige i arbejdet med at nå de mennesker, så mange mener ikke kan forstås.

Hun sidder i den enorme sofa uden at se bare en smule for lille ud. På gulvet står det store dukkehus. På glasbordet ligger fosiller og afrikanske musikinstrumenter. Der hænger dukker ned fra loftet og hendes voksnes søn hængestol dingler stadig og venter på, at han vil have den for sig selv. Hun byder på kaffe og te men skal ikke selv have noget. Hendes tid er trang. Ordene ligger lige på læben.

Efter 20 år på Tavistock Clinic i London forlod hun jobbet, fordi de udviklingshæmmede ikke behøvede hende mere. Ihvertfald ikke i det regi.

"Jeg skabte den service, der i dag tilbyder psykoterapeutisk hjælp til udviklingshæmmede. I starten syntes alle, jeg var tosset. Men i dag er det så udviklet, at det ikke behøver mig mere. Desuden følte jeg, at mit arbejde blev mere og mere begrænset," siger kvinden med de pioneriske tendenser. For nu har hun slået sig på et nyt og i hendes øjne underkendt speciale. De misbrugte. Og hendes erfaring med de udviklingshæmmede kan hun også bruge i sit nye arbejde. For de er flertallet af hendes klienter.

"Der er ingen nedre grad af udviklingshæmning, når det handler om at profitere fra psykoterapi," mener Valerie Sinason, der nævner en kvinde med en IQ under 30 som forvandlede sig gennem terapien ifølge Valerie Sinason ved, at hun som terapeut verbaliserede modoverføringen.

"Men jo mere udviklingshæmmet et menneske er, jo større sandsynlighed er der for, at vedkommende også har en psykisk lidelse," siger hun.

Hendes far var professor Stanley Sigel og hans grundtanke var, at alle børn var læredygtige. Denne attitude voksede Valerie Sinason op med og for hende forvandlede den sig til at: "Alle kan have gavn af psykoterapi".

Som nu den udviklingshæmmede kvinde med en IQ under 30, der blev henvist til Valerie på grund af sin selvskadende adfærd. Hun havde blindet sig selv på det ene øje, smed rundt med sin afføring, kunne ikke tale - men skrige. Ingen kunne gøre noget. Alle havde ifølge Valerie afskrevet hende.

"Første gang jeg så hende, var da jeg gik hen for at hente hende ved elevatoren. Da døren gik op, og hun kom tilsyne kunne jeg se, at hun havde fået sig selv til at ligne et monster. Hun havde revet i sit tøj så det ene bryst var bart. Hendes hænder holdt hun op foran ansigtet og kiggede knapt ud gennem sprækkerne mellem fingrene med det ene øje, hun nu kunne se med.

"Dette er umuligt. Dette er ikke til at arbejde med", var mine første tanker. For hun havde jo set min reaktion, at jeg var chokeret. Hvordan skulle jeg skjule det. Så sagde jeg: "Hej! Jeg er Valerie Sinason. Måske ser du altid på andre gennem dine fingre, fordi du ved, at de bliver chokeret, når de ser dig."

Og straks hev hun trøjen op over brystet, og vi var igang med det analytiske arbejde, fortælller Valerie Sinason og fortsætter:

"Jeg læser altid journalen op, mens de udviklingshæmmede selv hører på det. Der står også, hvorfor personalet eller de pårørende gerne vil have vedkommende i behandling. Det skal den pågældende også selv vide. I denne kvindes journal stod der, at hun var blevet svigtet og afvist af sin mor som helt lille. I det samme jeg læste det op, gik hun hen til dukkehuset og fik mor-dukken til at kaste den lille dukke væk. Så selv om hun intet symbolsk gjorde det næste år, så vidste jeg, at hun forstod."

I det hele taget er de tanker, klienten sætter igang hos Valerie nogle, som hun bruger i sit arbejde. I den oprindelige klassiske psykoanalyse associerede klienten frit. Men når en udviklingshæmmet ikke har verbalt sprog bliver arbejdsgangen en anden og mere omvendt. Valerie forholder sig også til de tanker hun selv får i arbejdet med klienten. Hendes rolle er mere direkte - at formidle og fortolke klientens tanker - og sætte dem ind i en forståelsesramme.


Fakta om Tavistock Clinic

Klinikken der ligger i London er del af en stor fond/trust "The Tavistock & Portman NHS Trust" der bygger på en psykoanalytisk orientering og anvender psykoterapi som behandling. Foruden behandling - psykoterapi - holder de kurser og efteruddannelser.

Klinikken har en særlig psykoterpeutisk service for udviklings­hæmmede - børn, unge og voksne - med psykiske problemer.

De tilbydes en psykodynamisk baseret vurdering og behandlimng som ifølge deres egne ord er udviklet gennem mange års klinisk praksis på klinikken. deres undersøgelser har vist, atr denne psykodynamiske tilgang er anvendelig i en lang række tilfælde - uden hensyn til graden af intelligens.

Det er en national service og klinikken er forpligtet til at holde forbindelse til og rådføre sig med patientens lokale serviceforanstaltninger.

Hvem er det så, der kan blive hjulpet af klinikkens service:

... med klinikkens egne ord så kan mange udviklingshæmmede, deres familier og dem der arbejder med de udviklingshæmmede have et stort udbytte af behandlingen. Det gælder:

Følelsesmæssige problemer som depression, angst, søvn- og spiseproblemer.


Adfærdsforstyrrelser. Herunder blandt andet ukontrolerbar vrede og selvskadende adfærd.


Problemer med familie- og interpersonelle relationer, forældreskab, overgreb.


Problemer der knytter sig til forskellige udviklingsstadier.



Selve behandlingsteamet består af en psykiater, en klinisk psykolog og børn-, unge- og voksen psykoterapeutiske konsultenter. De tilbyder en rækker af behandlingsmodeller:


Vurdering og udredning

Op til 10 én-times konsultationer vil blive tilbudt den henviste patient og vedkommendes familiemedlemmer eller kontaktpersoner. Mnålet med udredningen er vurdere det sandsynlige udbytte af psykoterapien for patienten. Det kan være nødvendigt med psykolo­giske tests og psykiatrisk udredning. I enden af forløbet laves en rapport til henviseren og den praktiserende læge.

Individuel terapi

Patienten tilbydes en times session om uge i mindst et år. samtidig med kan der også foregå arbejde med forældrene og dem der arbejder med vedkommende i hverdagen.

Familieterapi

Det dækker behandling af familiegrupper og varer et år. Behandlingen kan ske i forskellige kombinationer af familiemedlemmer.

Gruppeterapi

Det kan dreje sig om både børn, unge og voksne. grupperne er nøje udvalgte og sammensat og består af 4-6 patienter. Grupperne mødes gerne en gang om måneden i mindst en time. Der arrangeres også grupper for forældre eller søskende.

Konsultation

Det er muligt for alle der arbejder med udviklingshæmmede at få konsultaion hos klinikken. Både professionelle og ikke professionelle.



Mere information hos:

Learning Disability Service, Tavistock Clinic, 120 Belsize Lane

London NW3 5BA

tlf. 0044 207 447 3762

fax. 0044 207 447 3733


Aldring
Arbejde og uddannelse
Psykiatri
Psykoterapi
Pædagogik
Somatik